591173456

blev syg, skulde falde i urigtige Hænder. Han formaaede derfor to andre Svende til at indtræde, men det er meget betegnende, at han kun opnaaede at faa dem ind ved selv at betale Indskudet for dem. Det var i Juli Kvartal 1830. Nu talte Kassen altsaa 3 Medlemmer; men ikke længe efter begyndte den ene af de nye Deltagere at tale om, at de maatte være berettigede til at hæve Kassen og dele dens Indhold. Herimod protesterede Hetting, der skildres som en religiøs, noget pietistisk anlagt, godgjø- rende Mand. Men da den anden vedblev Sit og endog to Overretsprokuratorer, der raadspurgtes, mente, at en Deling var lovlig, gik Hetting med til det; og da han, naar han een Gang havde faaet en Mening, var en paa- staaelig Mand, forsvarede han nu Beslutningen overfor sin Principal, Farver C. P. W. Holst, der stærkt bebrej­ dede ham Sagen. Dennes Indsigelse hjalp derfor ikke, og den 21. Februar 1831 skete Delingen. Kassens For­ mue fandtes at være noget over 1800 Rd., der efter Til­ førselen i Protokollen deltes i tre lige Dele mellem de tre Medlemmer. Men Sagen var ikke endt dermed. Farver Holst fik 7 tidligere Interessenter til strax efter, i Marts s. A., at indsende en Klage til Kancelliet, der saa beordrede Ak­ tion imod de 3 Kassedelere. Og Sagens Udfald kunde ikke være tvivlsom. Det maa nemlig oplyses, at den ovenfor nævnte i flere Retninger uklart affattede Konven­ tion ikke var Selskabets Grundlov. Under 24. Marts 1795 var der bleven vedtaget en ny Fundats, som under 29. April 1796 var bleven kongelig konfirmeret, og i denne, der med Hensyn til hvem der kunde blive Medlem, lige­ som med Hensyn til Kontingentets og Understøttelsernes Størrelse holdt sig til den gamle Konvention, var der Bestemmelser, der talte mod en vilkaarlig Deling. I § 2 bestemmes saaledes, at hvad »de Herrer Farvere« yde til Kassen, »skal stedse oplægges til en Grundfond«, som kun i Nødstilfælde maa angribes, og § 6 begynder saa-