AmagersHistorie_I

1 1 6

Hansetrafiken stærkt paa Tværs og vakte idelig Strid, sig­ tende, som de gjorde, til at hindre den og tilintetgøre den. De danske Folks Indgreb i Trafiken favoriseredes paa forskellige Maader af de Autoriteter og Myndigheder, som Feddene var underlagt, baade paa Fiskeriets og paa Hande­ lens Omraade. Det tillodes saaledes vore Fiskere at benytte Dr i vga r n til Fiskeriet; hvilket var forment de fremmede, og dette Redskab anvendtes særligt i Sundløbet, hvor Dragør- fiskerne laa. Frederik d. 2. forbød endogsaa i sinSøret 1561 Skibene at passere Sundet om Natten medens Sildefiskeriet stod paa af Hensyn til «Driverne» eller «Vragerne», for at deres Garn ikke skulde lide Skade. Det tillodes Drivgarns­ fartøjerne at salte Silden ombord og udføre den uden de han­ siske Købmænds Mellemkomst. Stæderne mente, at dette var stridende mod al Lov og Orden, ligesom Brugen af Driv­ garn; men Tolderen paa Dragør gjorde gældende, at det ikke kunde forhindres uden at træde Kongens Ret for nær. Formodentlig lejedes disse Rettigheder af Kronen og gav saaledes Myndighederne en velkommen Anledning til at staa de fremmede i Vejen. Ogsaa ved Hande l en fandtes Midler til at gøre dem Skade. Saaledes ved at hejse og nedfire Signalet til Sildehandelens Begyndelse og Afslutning før T i­ den. Der klages ogsaa over, at de danske Købmænd over­ bød den Pris for Silden, som de hansiske havde akkorderet med Fiskerne om. Som Regel stod de fremmede temmelig magtesløse overfor den Slags Misbrug. Thi Tolderen og Øv­ righeden fandt sjældent Anledning til at skride i nd, naar Forurettelserne gjaldt de fremmede Konkurrenter til Landets Brød. En lang Række Strids- og Klagepunkter vedrørende Dragørlejet hobede sig efterhaanden op, især efter at Odense- r ecessen af 1560 var vedtagen. Denne Reces, der iøvrigt undgaar helt at nævne Dragørlejet, giver kun ganske almin­ delige og i alt væsentligt indførte Regler for Hansetrafiken. Denne maatte kun drives paa de saakaldte frie Høstmarkeder og iøvrigt hvor udtrykkelige og gyldige Privilegier hjemlede Retten dertil. Men da Dragør, som vi senere se, ikke mere kunde henregnes til de frie Høstmarkeder og saaledes, hvad