Rundetaarn_1637-1937

Kirkebygningskunst har som bekendt fastholdt de gotiske Vinduer helt op til Midten af det 17de Aarhundrede.

S n e g l e g a n g e n . Hensigten med Taarnbygningen var jo at hæve Observatoriet saa højt op, at der var fri Udsigt over Byens Tage. Men hvortil skulde det indre af den mæg­ tige Cylinder anvendes? En smal Vindeltrappe havde været tilstrækkelig for at komme op til Platformen og Observatoriet. Naar Rundetaarn har faaet sin brede Snegle­ gang, er det altsaa ikke af nogen Nødvendighed; vi maa heri se et nyt Bevis for, at Kongens Tanker var rettet paa det usædvanlige og originale. Han har maaske vidst, at lignende Sneglegange findes i enkelte Slotte i Frankrig og Italien. De kan naturligvis kun findes i Taarne med stor Vidde, og her byder de visse Fordele. Den jævnere Stigning gør det muligt at undvære Trin, hvilket baade er behageligt for den gaaende og gør det lettere at slæbe tunge Sager op i Taarnet. Lejlighedsvis kunde der ogsaa være Tale om at køre eller ride, som det netop fortælles om Rundetaarn. I „Den danske Vitruvius“ I, som er udgivet 1746, siger Thura, at „Opgangen er saa rummelig og tro­ fast bygget, at man med Heste og Vogn magelig kand kiøre fra det nederste og til det øverste og igien ned tilbage. Hvilken Fart Kong Christian den Femte efter alles Si­ gende skal fordum for Lyst have forsøgt“. Han har det altsaa kun fra mundtlige Be­ retninger, og det samme gælder vist det, som han fortæller i „Hafnia hodierna“, som er udgivet tre Aar senere end 1ste Del af „Den danske Vitruvius“. Han har i Mellemtiden faaet nye Oplysninger fra Kilder, hvis Paalidelighed vi ikke er i Stand til at kontrollere. Han skriver nu: „Denne Snegle Hvelving er af den Styrke og Brede, at man endog med Heste og Vogn kand kiøre op og ned ad Taarnet, hvilken Prøve det er bekiendt, at adskillige af vore Konger og ligesaa den Russiske Czar Peter Alexewitz Anno 1716 har giort, da Hans Majestæt ofte reed op og ned, og Hans Gemahlinde ey frygtede for at giøre samme Fart i en Careet med sex Heste for“1). For Hans v. Stenwinkel har Opgaven, saa sjælden den var, ikke været helt frem­ med. Rundetaarn har nemlig en Forgænger i „Kokkenborg“ i Fæstningen Varberg i Hal­ land, som jo dengang hørte til Danmark. Her havde Stenwinkel i sin Ungdom arbej­ det under den kongelige Bygmester Willum Cornelisz, som 23. Januar 1602 havde faaet Bestillingen som Bygmester i Halmstad efter den ældre Hans v. Stenwinkel. Kokken­ borg er bygget efter 16122), omtrent ved den Tid, da den yngre Stenwinkel kom hjem fra Holland, og der kan ikke være Tvivl om, at han har kendt det godt. 1) G. U rsin fortæ ller i „H ist. Beretning om U niversitets-Observatoriet p aa R u n d e ta arn “ (1826), at A stronomen P. H orrebow v ar Ø jenvidne hertil. 2) V. W anscher i „Politiken“, 23. M arts 1937.

32