Rundetaarn_1637-1937

een i „Acta Eruditorum“ (Leipzig). De mest betydningsfulde af hans Publikatio­ ner er samlede i „ Operum mathematico-physicorum“ I—III, Kbh. 1740—41. Dette Værk, der bl. a. indeholder hans berømte „Basis astronomiæ har særlig Betyd­ ning, fordi Horrebow her har overleveret os Rømers Ideer, som denne havde meddelt ham mundtlig, og som derfor ellers, da Rømer jo saa at sige aldrig selv befordrede no­ get i Trykken, havde været tabt for Eftertiden. Af Almanakkerne fra 1714 og til 1753, da P. N. Horrebow trak sig tilbage fra Le­ delsen af Observatoriet, er Aargangen 1714 beregnet af den tidligere her omtalte Ra- mus, 1715 og 1716 af Christen Agerholm, som den Gang observerede paa Rundetaarn. Aargangene 1717—1720 har P. N. Horrebow selv Ansvaret for. Niels Krog, der 1716 blev Student og som saadan ogsaa arbejdede paa Observatoriet, tog Aargangene 1721 —25 paa sin Kappe, medens hans ældre Kollega paa Taarnet Laurits Brøndlund (Student 1712) klarede Aargangene 1726—29. Peder £euthen, der var Horrebows Assistent og 1745 døde som Professor i Matematik ved Odense Gymnasium, lavede Al­ manakken for 1730. Den senere som Højesteretsassessor uheldige Niels Pedersen Horre­ bow (han blev Aar 1747 afskediget som saadan paa Grund af Kassemangel) er Bereg­ ner af Aargangene 1731—38, hvorefter Christian Pedersen Horrebow tog fat (Aar­ gangene 1739—70). Udenlands havde P. N. Horrebow et stort Navn; han var Medlem af de viden­ skabelige Selskaber i Paris og Berlin. Aar 1746 blev han Medlem af det kongelig danske Videnskabernes Selskab. Han stod i ærefuld Brevvexling med de berømte Astronomer Mairan i Paris og de Tisle i St. Petersborg. Imellem de Velyndere, han trods sine simple Sæder havde, var Peter den Store, som under sit Ophold i København 1716 hyppigt besøgte Taarnet og yndede Horrebow i den Grad, at han daglig lod ham spise ved sit Taffel og siden, men forgæves, gjorde alt for at trække ham til Rus­ land74). Foruden at tjene som Observatorium gjorde Rundetaarn sig i de Tider ogsaa nyttigt paa anden Vis: da nemlig Skagens „gamle Fyrtaarn“ opførtes 1745, blev den dertil forfærdigede, nye, saakaldte „Pharus eller Søe-Lygte“ den 2. Marts 1750 møjsom­ meligt hejst op paa Rundetaarns Platform, for at man — inden den indskibedes til sit Bestemmelsessted — kunde forvisse sig om, at den nu ogsaa var i Stand til at „præstere den forventede Effect“. Den 6. Marts kunde „Kiøbenhavnske danske Post-Tidender“ — som „Berlingske Tidende“ den Gang hed — meddele sine Læsere, at man den fore- gaaende Aften havde prøvet den store Fyrlygte, og at den samme Dags Aften fra Taar­ net paany vilde brænde over Staden. „Pharus“, der maalte sine 12 Alen i Omkreds og 5 i Højden og var sammensat af 56 Lamper, der som Baggrund havde blankt polerede

74) G.U., 38.

84