DaellsVarehus_1910-1935

maet. Men T id en er gaaet godt for os. V i h ar h aft nok at bestille, og vi h a r haft Udbytte af vort A rbejde, ikke blot materielt, men ogsaa i rigt Maal paa andre Maader. V i h a r kunnet glæde os over vor Haandtering, over H and lin ­ gen i at handle og over alt, h vad dermed følger. V i h ar kunnet glæde os over hver Handelsdags Spænding baade i de A ar, hvo r det gjald t K am ­ pen for Levebrødet, og m aaske endnu mere senere, hvor det blev Kam pen for F irm aets videre Udvikling, det kom an paa. V i h ar virk e lig følt noget a f det, den engelske V a re ­ husbesidder Gordon Selfridge kald er »the ro ­ mance of commerce«. N aar undertiden nogen interesseret har spurgt til vort Befindende som Købmænd, har det næste Spø rgsm aal ofte væ ret: Hvordan deler De og Deres B roder Sam arbejdet, og hvordan kommer De og han ud a f det med h in ­ anden? — Jo T ak , h a r vi kunnet svare, vi h ar indbyrdes det mest harm on iske Forhold, og vort A rbejde deles ogsaa godt, for vi a rb e j­ der ikke sammen, vi a rbejd er parallelt. I B e ­

gyndelsen a f vort Kompagniskab sagde vi fo r­ øvrigt til saadant Spørgsm aal: P. M. Daell kø­ ber, og Christen Daell sælger. Men efterhaan- den passer den D istinktion ikke længer, om den nogensinde h ar været helt udtømmende. Nu m aa vi vist sige, at vort A rbejde bestaar for begges Vedkommende i at planlægge og i at adm inistrere. V i h ar hver vore sæ rlige In ­ teressesfæ rer indenfor Varehuset, endnu noget afgrænset a f de gam le L in ie r for Køb og Salg, og hvor disse k rydser hinanden, kommer vi let overens. V i kan her tilføje, at vi hver for sig altid h a r forlangt og ydet hinanden den størst mu lige F rih ed i alle D ispositioner og Forhold, og vi h ar ald rig desavoueret hinanden. Dette til m u lig Læ rdom for unge Handelsmænd, der paatænker at gaa i Kompagni. Nu ved 25 A ars-D agen for vort Kom pagn i­ skabs Oprettelse h ar vi foruden en Del Ønsker, der m aaske gaar i Opfyldelse, i alt F a ld eet, der ikke kan opfyldes. Det lyder nem lig i al sin Umulighed saaledes: Gid det v a r i Dag, vi skulde til al begynde paa de svundne 25 Aar.

67