Opfostringshusforening_1872-1922

Evneløshed, ja man veg end ikke tilbage for Sigtelser for Mis­ ligheder. Men herom var der dog intet at paavise. Viceraad- mand Potoppidan, der som Medlem af Magistraten havde med Opfostringshuset at gøre paa en senere Tid, har i sit Værk, „Magazin for almennyttige Bidrag“ , udtalt sig om Plejeanstal­ tens Forhold til Opfostringshuset. Han siger, „at denne Stiftelse ligesom Vajsenhuset paa Menneskelighedens Vegne tilskøder det danske Monarkis Regenter den allerudødeligste Ære, og da den er for fattige Børn af alle Stænder, er han sikker paa, at alle vil give ham Ret. De første Aar var Opfostringshuset, hvad det skulde være, nemlig en virkelig og vigtig Planteskole til Opkomst for Professioner i alle Haandværk, Handel, Fabriks- og Navigationsvæsen, hvad mange Borgere, udgaaede derfra, er Vidnesbyrd om. Men da det i 1771 mistede sin Præses, salige Gehejmeraad Grev Bernstorff, som det billig kunde kalde sin værdige, gode Fosterfader, har det ingen Tid siden været, hvad det dengang var.“ Derefter dadler han skarpt Administra­ tionen for, at Lotteriprivilegiet gik tabt. „Man kan vel give per­ sonlige Rettigheder bort, men ikke Stifteisers lovlige Ejendom for fødte og ufødte Slægter. En brav Mand skal hellere ned­ lægge sit Embede end paatage sig den Anger, at de umyndige fader- og moderløse Børn skal sukke over Mangel, der kommer af, at man har krænket dem for at være føjelig. Han har tro­ lig gennemlæst og saa nøjagtig overvejet denne Sag for Stif­ telsen, at han føler sig saa overbevist om dens Tydelighed, at hvis det ikke stred mod Landets Love at paatale en uden Reservation afhandlet Sag 20 Aar efter, skulde Opfostringshuset ved lovformelig Proces mod Lotterierne blive tilkendt, hvad det kunde tilkomme, der med Kapital og Rente til 1784 vilde beløbe sig til ikke under 357,000 Rd. foruden fortsat Rettighed til Lotterierne. Hovedpersonerne er nu alle døde, og det vilde heller ikke være ædelt at nævne nogen af dem til „Nackdel“ i denne Sag, hvad der heller ikke kunde nytte. Men han er over­ bevist om, at dels Magtsprog, dels utrolig Føjelighed og endelig Mangel paa grundigt Overlæg Aar 1771 kuldkastede den af Grev Bernstorff og øvrige Direktion saa grundig og vel intentionerede Plan.“ Han udtaler til Slutning, „at han har omtalt denne Sag

16