Opfostringshusforening_1872-1922

Nummer 20, nu ofte kun : 7 ,20 o s. v. Det æventyrligste af alt Sjov var alle Dage at gaa paa „Fedteloftet“, hvor alskens henfarne Væ gtere og Læ rere spøgte, saa Haaret inaatte rejse sig paa Hovedet, hvis det ikke var saa tæ t klippet. Forsvarligt T remmevæ rk hindrer nu D rengene i at af­ lægge Visit der, saaledes ogsaa „Visitkortene“, om nogen mindes, hvor­ ledes de var. Ikke alene til dette tabte Paradis knytter sig Mystik. I det store Arkivskab paa F o rvæ relset menes Elvius’s Aand at bo. Overfor de foragtede B rokker føler D rengene sig jo som „Sk o rp er“,

indbyrdes nogle store Svende. Det g aar dog ikke an, at Svenden føler sig som saadan i uindskrænket Grad for ikke at væ re svendeagtig eller „spille S v e n d “. D e svæ rre kan de store Svende komme til at glemme at anse hverandre for slige og tildele hin­ anden uhyggelige Benævnelser (Din „Fedtekladt,“ Din „Skejt“) eller Ø g e ­ navne, som for det meste er helt ufor­ skyldte, idet de er arvelige. En Spir­ revip g a ar som B ryggerhesten, fordi en Forforforformand var stor og tung, og det er ikke Spænd at have sam ­ me Øgenavn som Portneren, fordi Ens Formand var i S læ gt med denne tro Fmbedsmand. To Drenge kan staa det meste af en Time og mase og udnævne hinanden til den skændige Titel, der g a ar Æ ren saa nær, at en af P artern e ser sig nødt til at „melde F jen d e“. ■ Al Forbindelse er dermed

afbrudt; det bliver en Vederstyggelighed at spise et Styk ke ellers lyste­ ligtRunde, blot den andenhar set paa d et; det er en P e s t at røre ved noget, han harhaft fat; haner et Intet, men et Intet, der daglig staar fri Fæ rden i Vejen de tyve Gange. Hr. Høy sendte en Dag to Fjender til B a­ nen med en solid jysk Kuffert, for at fælles Arbejde skulde skabe Enig­ hed. Og de drog ud. Men her gjorde Uenigheden stærk. Den ene slæbte Kufferten til Trianglen, mens den anden gik paa det modsatte Fortov. Derpaa tog denne fat og svedte Rejsetøjet til Fariinagsgade, mens den første skulede ovre paa den anden Side af Gaden, og saaledes videre, til Maalet var naaet. E t Fjendskab kan vare saa længe, at en fælles Ven eller flere beslutter at „spæ k k e“ imellem og da opbyder den fineste Diplo­ mati for at formaa en af Fjenderne til at gøre det første Skridt, „spække fø rst“. Kan F jendskabet ikke „spækkes eller ty re s “ ud, saa kan Venskabet altid lirkes ind, idet det opelskes i en fælles A rrest om Søndagen.

3 8