Opfostringshusforening_1872-1922

Med en D reng af lavere Klasse indlader man sig ikke i F jen d sk ab ; ham klør man simpelt hen; gider man ikke væ re over dette — og „ikke gide“ kan desvæ rre væ re lig „ikke at k u n n e “ —, saa udsteder man, hvis det er Sommer, et Løfte om at „v ask e“ ham til Vinter, og er det Vinter, om at give ham „ T r æ e r te r “ i Vandet til Sommer. I saa lang Ventetid kan man have Lov til at glemme et Løfte, naar man ikke er videre stærk. Har en Dreng paaført Skolen eller Klassen Vanære, faar han en Bæn ketur med Livremmene. Til alt Held g a ar det sjældent paa. Man er da en Skorpe, ligesom en Adelsmand mellem Drenge, og det forpligter. Sproget og Skikkene ses saaledes at have haft en Leve­ dygtighed, de 20 Aar paa Kalkbrænderivej kun i ringe Grad havde formaaet at ændre. Traditionerne bar fremdeles Signa­ turen af Livet i det gamle Kristians Plejehus. Det var ikke Hængehoveder, der voksede op mellem de høje Mure. Solen kunde varme og faa det til at lyse paa de gulkalkede Vægflader i Baggaarden. Den lille Have med det store Kastanietræ, Søster til Rigsdagskastanien, der den Dag i Dag er en Pryd for den fornemme Bredgade, og den fri Himmel mod hvilken den katolske Set. Ansgars Kirkes skønne Facade tonede sig, gav Øjet en Hvile og Sindet en Udlængsel mod den store Verdens rige Herligheder. Men Dønningerne fra denne fandt kun sparsomt Vej til den lille Verden inden for Murene. Selv de store Begivenheder fra 1848 gav sig som ne- denstaaende Skildring viser kun ret sparsomt til Kende.*) For en gammel Elev af Opfostringshuset, der, medens den store be- gejstrende Tid opfyldte Landet, tilbragte sine Barndomsaar paa Skolen og indenfor dennes Mure kun svagt mæ rkede Dønningerne fra de store Be­ givenheder ude i Livet, er det ogsaa kæ rt at se tilbage til de Tider og bringe Drengens Indtryk og Oplevelser frem, belyste og sammenholdte med det Overblik, som senere Viden gav. Det var jo en Tid, hvor de gamle Dages stivnede Liv kæmpede sin sidste Kamp med den af Friheds­ tidens ideelle S træ ben fremkaldte T rang til Lys over Landet. H. C. Ørsted havde nok opdaget Elektromagnetismen, men vi havde dog derfor ikke som nu de kun timegamle Telegrammer, der saa at sige øjeblikkelig sæ tte os i Stand til at følge Begivenhedernes Gang. Dagspressen bar de gamle Tiders Stempel og endelig: der var ingen avislæsende Ungdom. Kun gen­ nem mundtlige Anden- og Trediehaands Meddelelser trængte Efterretninger om, hvad der rørte sig ude i Livet, ind til os Drenge, som den Gang i den gamle Skole i Store Kongensgade levede Barnets lykkelige Liv. *) Th. Stenholdt, M edlemsbladet for Oktober 1899. 39