Opfostringshusforening_1872-1922

I den første Maaned af 1848 døde som bekendt Kong Christian den 8. Allerede flere Dage forinden Dødsfaldet vare Rygterne om Kongens b e­ tænkelige Tilstand naaet os Drenge. Den 20. Januar om Aftenen kom den daværende Portner Madsen op paa Skolen, hvor han talte med Læreren, Hr. Lendrop (Lærer ved Skolen fra 1844—50, senere Præst i Tjæreby), der havde Inspektion ved Overlæsningen. Da Madsen var gaaet, meddelte Hr. Lendrop os, at Kongen var død. Der blev lidt Uro paa Bænkene, som dog navnlig fremkaldtes ved en Hvisken om, at der næppe blev nogen Under­ visning den næste Dag, medens selve det, at Landets Fader var afgaaet ved Døden, næppe i Øjeblikket formaaede at sysselsæ tte Tankerne udover Spørgsmaalet om de af denne Begivenhed mulig flydende Friheder. Vi sov ind med disse uvisse Forhaabninger, usikre, som vi var paa Omfanget af denne Begivenheds Følger, men da næste Morgen en af Drengene, som bavde det Hverv at gaa i Byen for en af Lærerne, kom hjem og fortalte, at Øster Port var lukket, gik det op for os, at der var noget ret alvorligt paa Fæ rd e; thi med Portens Lukning, vidste vi, betød det, at ingen af Borgerne, der jo alle hørte til et eller andet af Borgerkorets Korps, eller nogen af Garnisonen maatte forlade Byen, forinden der var svoret Tro­ skabsed til Landets nye Konge. — Undervisning blev der nu intet af den Dag. Op ad Dagen lød Generalmarchen gennem Store Kongensgade, og en Afdeling Soldater af 10. Bataillon med Trommeslagere og Piberdrenge drog forbi Skolen ledsaget af en Mængde Drenge fra Byens østlige Ud­ kant. Generalmarchen havde naturligvis lokket alle, som kunde faa Plads, til Skolens Gadevinduer, og fra den forbigaaende Gadeungdom lød ad­ skillige saftige Genkendelses Udraab op til os. Inden Kongens B egravelse fik Skolen to Fridage for at se den afdøde Konge ligge paa lit de parade og castrum doloris, og enkelte vare saa heldige, gennem private Bekendt­ skaber, at komme ind paa Palæet og se Stadsen. Den Aften, Kongen blev kørt bort, fik vi Udgangstilladelse med Paalæg om straks at komme hjem, naar L igtoget var passeret, og paa ingen Maade at gaa ud af Byen. Der gik en kort Tid, og der blev talt en Del om Bevægelsen ude i Byen; men vi inde paa Skolen havde naturligvis ingen Forstand paa Poli- tiken, og der blev heller ikke givet os nogen Forklaring. En Aften, da det var min Tur at læse Bordbønnen, og jeg just havde læst „fra Bords“, sagde Forstander Eibe til mig: „Du, 86, er stor nok til at gaa i Krigen.“ Det var det første, som jeg hørte om den forestaaende Krig. Men nu vaagnede Begejstringen, og Aanden kom op i os. Vi Drenge sang: „Til Vaaben! se Fjenderne komme“, og Forstanderen og Distriktslægen prydede deres høje Hatte med rød Kokarde, medens Gymnastiklæreren, Hr. Holm­ sted, nøjedes med at lade sit Overskæg vokse, Foranstaltninger, vi Drenge ansaa for Forberedelser til den kommende Krig. Herefter læ ste Forstan­ deren hver Aften højt for os af „Berlingske T idende“, saa vi derved fik ligesom mere Klarhed over, hvad der foregik. En Aften kom han ind til os i L ege­ stuen og gav os en Vise med den Bemærkning, at det var en ny Sang, 40