Opfostringshusforening_1872-1922

hvorfor Enken inden et Aar efter Mandens Død maatte tage sin Kæle­ dægge Niels Frederik, der var i sit I lte Aar, ud af Nikolaj Kirkeskole og maatte være glad til, at hun fik ham ind paa „det kgl. Opfostringshus“. Hans Moder døde 1828, og næste Aars Mikkelsdag blev Niels Frederik konfirmeret, hvorefter han kom i Lære hos Handskemagermester M. M. Hammer i Studiestræde. Læretiden var lang — 7 Aar — og den var ikke god, men det friske og glade i N iels Frederiks Natur hjalp ham igennem, i hvert Fald bevarede han mange Minder om de Spillopper, han i Læretiden holdt Humøret ved­ lige med. .Mesters Kone, „Madamen“, var meget gerrig; en Gang var Pi­ gen kommen til at slaa en Flaske itu og spilde Øllet. I sin Vaande be­ klagede hun sig for Frederik — som han nu kaldtes — men han vidste Raad. Idet han færdes i Gaarden, udstøder han et forskrækket Raab og siger, da Madamen kommer til Vinduet: „Madam, jeg hørte et Knald nede i Kælderen; bare det ikke var en Ølflaske, der sprang.“ Pigen var frelst. Da han spiste ude i Køkkenet, ærgrede det ham, at Mester daglig skulde spise af en skaaret Tallerken, hvorfor han en Dag stillede den paa Kanten af Køkkenbordet og sørgede for at Katten blev e n e ; ganske rigtig — et Øjeblik efter hørtes et Brag, Katten havde besørget Mesters Tallerken paa Gulvet. Ikke sjældent var han efterladt ene hjemme om Aftenen, men — uden Lys. — Dog, han vidste hvor Kassen med Lysstumperne stod, saa tændte han og læste, idet han passede at brænde lidt og lige meget af hver Stump, for at Madamen, der dog ikke havde været saa fiffig at maale dem, ikke skulde opdage hans Kneb. I hine Tider maatte en Læredreng ikke alene gaa alle Byærinder, men tillige være Køkken­ karl og Barnepige, hvorfor Lærdommen paa Haandværkets Omraade ikke var stort bevendt, naar 7 Aar var gaaede. Men de fik jo Ende i 1836, og i April 1837 begav han sig paa Vandring til fremmede Lande, hvad der der dengang var af ikke ringe Betydning for Haandværkssvenden. I hine Dage var det med Randselen paa Ryggen og Apostlenes Befordring, den farende Svend maatte vandre fra Land til Land og By til By; men Larsen havde frejdigt Ungdomsmod og greb med Iver og Lyst Lejligheden til at røre sig efter de bundne Aar. Han var fri som Fuglen ; men længe va­ rede det ikke før han „81 Vi Mil fra København“ — som han plejede at udtrykke sig — med Hjertebaand blev knyttet til et Hjem. Over Kiel og Hamburg kom han til Celle og derfra til Burgdorff, en lille By mellem Celle og Hannover. Her blev han længst og vandt mest, idet han her kom ind til Handskemagermester Burman, som syntes godt om ham og tilbød ham Arbejde. Han skønnede snart, at Larsen havde lært meget lidt; men vilde han kun være flittig, saa skulde han faa fire Mark (1 Kr. 33 Øre) i Løn om Ugen samt Kost og Logi. — Jeg ser Læseren studse — men det var efter Datidens Arbejdspriser et godt Tilbud, og bedre end Lønnen var den Arbejdsdygtighed, som Larsen erhvervede hos den flinke Mester, og endnu bedre var det, at han fæstede sit Hjerte til Handske- 43