Opfostringshusforening_1872-1922

tnagerens Datter, Henriette Marie Burmann. Efter et Aars Ophold i Burg- dorff rejste han videre med gode Vidnesbyrd fra Mester Burmann. Han sagde Farvel til Henriette og kyssede hende; men de blev ikke „forlo­ v ed e“. Ingen Aftale bandt dem, Hjertebaandet var dog knyttet mellem dem, og det holdt. Derfra rejste Larsen til Berlin, Wien, Pesth og München, hvor han hvert Sted arbejdede i flere Maaneder og alle Vegne vandt Venner saa- ledes, at da hans yngre Broder Christian, der ogsaa er en gammel Op­ fostringshuselev, to Aar senere rejste som Handskemagersvend fandt Vej­ en banet i alle de Byer, hvor Broder Frederik havde været og blev vel modtaget. Brødrene mødtes i München første Gang i en Ølkælder. At de kunde træffes et saadant Sted, er saare naturligt for et Par rejsende Haandværkssvende, og det er end mere naturligt i de sydtyske Steder end hos os; thi der hører det til Folkeskikken at gaa i Ølkælder om Af­ tenen, saa at det ikke vækker Forundring, naar man træffer hele Familier der. D et var sammen med en Ven, at Larsen kom til Norditalien og gæ stede Triest, Venezia, Vicenza og Verona; men Pungen, der spiller saa stor en Rolle i Livet — ikke mindst paa en Rejse, var snart tom. Saa vidt mu­ ligt passede de at komme til Klostrene ved Spisetid; thi der blev de rej­ sende altid bespiste, først og frit. Men Penge kunde ikke undværes, og saa skulde Larsen for første Gang prøve „at fæ g te“. Han og Vennen delte et Kvarter af en By imellem sig og begyndte at gaa fra Dør til D ø r ; men Larsen blev snart færdig. Det laa ikke for ham, hvorfor hans Ud­ bytte var saare ringe. Mismodig stod han paa det aftalte Mødested, da Kammeraten kom tilbage. Med et Slag paa Skulderen spurgte denne ham, hvad han havde bjerget; Larsen rystede paa Hovedet, — hvordan havde han da baaret sig ad ? Ja, han havde ringet paa, og naar saa Døren var lukket op og slaaet i for Næsen af ham, var han gaaet. „Det var galt,“ sagde Kammeraten, „saa skulde man atter ringe paa. Nej, Larsen, jeg sér nok, at du ikke duer til at fægte, men jeg kan klare det for os b eg g e“, hvorefter han fremviste sit rigelige Bytte. Dette var første og sidste Gang, at Larsen „fægtede“. Femaarsdagen efter Udrejsen den 14. April 1842 blev N. F. Larsens Vandrebog paategnet i Københavns Toldbodvagt og af hans gamle Mester Hammer som Laugets Oldermand. Aaret efter gjorde han sit Mesterstykke, et Par Hjortelæders Rytterhandsker, hvoraf den ene er skænket til et Musæum i Stockholm. Det er smukt Arbejde, der bærer Vidnesbyrd om, at her var Flid og Duelighed en Forudsætning for den fremragende Plads, som Larsen vandt i sit Fag. En Foraarsdag i 1843 saa’ vi Forstander Borch komme ind i Skolens Spisestue ved et af vore Maaltider med en fremmed ung Mand — N. F. Larsen — her rimeligvis søgte han sin første Lærling, som han ogsaa fik til Paaske, nemlig Nr. 56 Frobenius. Senere hen kom to af mine Samtidige, Nr. 67 Meyer og Nr. 86 Mortensen, i Lære 44