Opfostringshusforening_1872-1922

gamle Medlemmer og deres Enker i smaa Kaar. Det var et Særkende for Datiden, at Hjælpsomheden i alle Kredse ret­ tedes mod at skabe noget for de gamle. For man kendte jo ikke den Gang den sociale Omsorg, der i Nutiden bl. a. gennem Alderdomsforsørgelse har skabt en Tryghed, hvor man tidligere kun havde Fattigforsørgelsen eller Børnenes Hjælp at ty til.

Forsikringsvæsenet var jo paa den Tid kun i sin Vorden, og det var kun rene Undtagelser som i de Aar havde Kendskab til den Selvhjælp, en Forsikring repræsenterer. Det var saa meget naturligere, at Hjælp­ somheden i første Linie rettedes mod de gamle, da Ungdommen endnu ikke var kommet ud for de Vanskeligheder, der kende­ tegner Forholdene i Nutiden, idet den jo paa den Tid var sikret Ophold i Læremesterens Hjem. Med de første 10 Aar til­ bagelagt var Foreningens Med­ lemstal naaet de 80, og Stillin-

g- b. s o e lb e r g

gen fra Starten var saaledes i det væsentlige kun holdt. Derfor var det heller ikke at vente, at der skulde være opnaaet større Resultater i Arbejdet paa Omsorgen for de gamle Kammerater; det var kun meget smaat bevendt med Kapitalopsamlingen, og Udsigten til en Løsning var næ­ sten for en Drøm at regne. Da hændte det, at Foreningen fra sit Æresmedlem, Kancelliraad Thorup en skønne Dag mod­ tog følgende Brev: I Lovene for Opfostringshusforeningen, § 1, er der blandt andet fremsat den smukke Tanke, at Foreningen kunde i Tiden komme i Stand til at opføre en Bygning, der kunde afgive Bolig for Foreningens ældre Medlemmer. For at virke hen til dette Øjemed har jeg besluttet at 59