Opfostringshusforening_1872-1922

min udtalte Beundring og Glæde over den Broderskabets og Samdrægtighedens Aand, der hersker mellem gamle Elever. Denne Aand har jo givet sig det smukkeste Udtryk i Opfost­ ringshusforeningen, og naar jeg nu beder jer mine Drenge og Eder mine kære Venner, om at udraabe ni rigtigt kraftige Hurraraab for denne Aand, saa tror jeg ikke, jeg kan finde nogen bedre Form for dette Leveraab, end ved at udbringe et Leve for Opfostringshusforeningen.u Ved det afsluttende Punschesold blev nedenstaaende mor­ somme Sang af Chr. F. Hansen afsunget:

Naar at vi Skorper F est i Aften har, Saa er det til Ære for de manges Fa’r, Som trods henad seksti Aar Mere stout end mangen staar, Og hvis Navn i Dag med Ære over hele Landet gaar. Hvis hele Færd kun Vidne bær Han er det Baand, der binder, Ham fik de kær fra fjernt og nær Til ham de Vejen finder, Han førte dem i Livet frem, Alt godt af ham de fik i Gem, Til Ære for det kære, gamle Fosterhjem. Straks, da han stilled’ i det gamle Hus, Udnævnt til Chef efter Elvius, Var hans Tanke: vi maa bort, D et maa se at gaa lidt fort, Vi maa ha’ en anden Stiftelse; men det holdt rigt’nok haardt. Naa, Gudskelov de fik den dog, Skønt Pengene var knebne, Snart Huset stod, og de forlod Det gamle, skønt lidt trevne, Han skifted’ deres Bolig om Og stod som en „Napolium“ Paa Heldets og paa Lykkens Capitolium. Nu er af Aar der gaaet totifem, Hvor han har staaet for det gamle Hjem, Tumlet med en mægtig Flok, Snart med Klap og snart med Stok;

75