Opfostringshusforening_1872-1922

Mel. : Langt højere Bjerge saa vide paa jord.

Vi tømred’ et Hus i en lykkelig Stund, Af Ydre en vel tarvelig Hytte, Men glade vi var, for det stod paa en Grund, Der kunde Huset sikre og skytte; |: Os skræmte ej Prioriteter og Præk, Vi jublede fro ved vor kalkede Væg. : D et Hus: vor Forening blev grundlagt og byg’t Paa Minderne fra Barndommens D a g e ; At den skulde vokse, vi haabede trygt, Og blive stor og stærk uden Mage. |: Paa Grunden med Lys og med Luft og med Plads Vort Hus skulde vokse sig til et Palads. :| Og Brødre kom til, og vi vokste saa smaat, Og alle mærked’, her var de hjemme, — For Aanden og Tonen — de kendte dengodt — Det var jo atter Barndommens Stemme. |: Det var ikke bristet det Broderskabsbaand, Her føltes det gen født — en levende Aand. Og gladelig alle og hver gav sin Skjærv, — Det gjaldt jo Vejen korte og jævne, — I Raad og i Daad, efter Virke og Hverv. Der kjendtes baade Vilje og Evne. :| Det Sindelag har sig i Aarene holdt, Paa det har vi levet, af det er vi stolt. :| O g Venner vi vandt for vort Maal og vorSag, O g Gavmildhed, der hædred’ sin Giver; Da vokste vor Tryghed, da gryed’ vor Dag, Den Haabets lyse Dag der forbliver: :j Naar Maalet kan øjnes og Midlet vi ved Og Viljen er ærlig — gaar Sol ilfke ned. :| Men vandt vi os fremad, var Lykken os god, Og blev vort Haab, vor Tro ej beskæmmet, Da bærer vi Tak til den Talisman god, Til Styrken i vort H aab: Barndomshjemmet. :| Der tændtes den Fakkel, der risled’ det Væld, som varmed’ og frugted’ og skabte vort Held. :| g. b . s.

78