Kgl.KjøbenhavnskeSkydeselskab

den, kulturhistorisk, historisk, inden for det litterære, men samtidig tror jeg, at der er mange, der ved, at han også har lagt megen vægt i hele sit lange liv på det fremtidige. Det nutidige giver i og for sig selv, for som bekendt - hvis man skal være lidt filosofisk - så er det nutidige uendeligt kort. Et øjeblik efter, at man har talt om nutiden, så er den fortid. Vores sølvgiver har indset og realiseret dette, at vi allesammen bringer en fragt fra fortiden med os ind i nutiden, som Johannes V. Jensen engang har sagt det. Han har vist det, allerede fra et tidligt tidspunkt i sit l iv «. Og derefter omtaltes den ædle sølvgivers mange forskellige gøre­ mål i livet, og br. Bjørn Miillertz sluttede: »Se nu er det 5. gang, vor sølvgiver giver sølvpræmier, og det er altså 5. gang vi skal hylde ham. Han var været for­ mand i 1938-39 og en gang til i 1964-65. Vi har været glade for ham, vi er stadig glade for ham«, og han bad til sidst alle hylde ham med et trefoldigt hurra. I sin takketale udtalte br. Mogens Miillertz bl.a.: »Jeg vil indrømme, at jeg et øjeblik helst vil have lov til at komme mig ovenpå sønnens tale, men man må jo følge reglerne . . . Det var for mig en oplevelse at få repeteret alt det, som man har gået og tænkt på og drømt om igennem de mange år. Jeg skal indrømme, at det har været en morsom tid for mig . . .«. Han omtalte tidsbegrebet som noget relativt og nævnte som eksempel, at ved rejsegildet på Grundtvigskirken, hvis tilblivelse han havde en væsentlig andel i, der fandt sted på Grundtvigs 150 års fødselsdag den 9. september 1933, var deltagerne blevet kørt i bil til Udby præ­ stegård, hvor Grundtvig var født, og under de taler, der her blev holdt, var han kommet til at sidde ved siden »af en ældre yndig kvinde med grøn læderjakke på. Det var den 150-årige Grundtvigs datter . . .«, og han indrømmede, det var længe siden, han havde oplevet noget så overraskende, »at sidde der og tale med et menneske, hvis far udmærket godt kunne have været dus med Napole- on . . .«. Og derefter omtalte han sin indsats for Sølyst, hvor han mødte »en endnu mere levende tid, fordi alle de mennesker, der har boet her i dette hus lige fra 1756, da det blev bygget, alle disse meneskers historie lever jo her indenfor og belives af alle brødrenes historie, som de hver især har vist på skiverne. Kort sagt, hvis man var en lille smule parafilosofisk, så burde man kunne stå og høre, høre ligesom et kor af mennesker, et dansk kor, Danmark . . .«. Og han sluttede med at sige, at der var enkelte ting i sin søns tale, han savnede, og som han var stolt og lykkelig over, nemlig at det var ham, der i sin første formandstid ansatte kaptajn Kiær-Andersen som sekretær. »Vi ved allesammen hvad uroen er i et ur, og kaptajn Kiær-Andersen har igennem de mange år, der nu er gået, været en fortrinlig uro i det store urværk, som er Det Kongelige Kjøbenhavnske Skydesel­ skab og Danske Broderskab«. Han bad derefter brødrene rejse sig og udbringe et trefoldigt leve for dette. Begge taler findes refereret in extenso på side 126-133. Måske kan der også som eksempel på en »normal« sølvgivning være grund til at nævne den tale, der blev holdt ved br. Kai Kaae Sørensens 3. sølvgivning i 1973. For sølvgiver talte ved den lejlighed i den fraværende formand, prins Henriks, sted, ældste dommer, br. grosserer Peter Karberg, der gav et kort rids af den ædle 107