Kgl.KjøbenhavnskeSkydeselskab

Den rolle - sagde han - et selskab som Det Kongelige Kjøbenhavnske Skyde­ selskab og Danske Broderskab kan spille i det officielle dagligliv, ændres natur­ ligt med udviklingen og tiderne, men brødrenes kærlighed til kongehus og fæd­ reland er forblevet uændret og er den stærke, idealistiske baggrund, der har gjort vort selskab levedygtigt gennem disse 650 år«. Under stor begejstring afsløredes Jeppe Eisners portræt af dronningen, en fanfare blev spillet, og br. Enrum sluttede: »Det er ikke ofte man i vore tider får lejlighed dertil, men jeg vil gerne i aften på alle brødres - og - jeg er sikker på også på alle gæsters vegne bekræfte vor kærlighed, vor hengivenhed, vor loyali­ tet og vor respekt for det danske kongehus, og som en hyldest til Hendes Maje­ stæt Dronningen og Hans Kongelige Højhed Prinsen, beder jeg alle rejse sig og sammen med mig besvare et leve for det danske kongehus med et trefoldigt hurra«. Inden anden ret sang man den gamle sang for Skydeselskabet: »I denne sal , hvor mangen gang Derefter talte formanden, prins Henrik, både vittigt, muntert og inspireret for selskabet og sluttede med at udtale: »Så lad os samles om at drikke et mindebæ­ ger for alle gamle brødre, for hvad de betød for selskabet, for deres tid og deres land!« Og prinsen udtrykte det håb alle tilstedeværende nærede, at »Gid vort selskab fortsat må blomstre i deres ånd, og gid det må bestå i mange, mange år med sine idealer og sit virke. Jeg beder alle om at rejse sig, og besvare et leve for Det kon­ gelige Kjøbenhavnske Skydeselskab og Danske Broderskab med et trefoldigt hurra. —Det længe leve!« —og hurraråbenes styrke fik næsten taget til at løfte sig. Lidt senere, før mellemretten blev serveret, fremsagde br. Piet Hein sin smukke prolog til lejligheden, der i tre afsnit formede sig som en hyldest til Sky­ deselskabet, og hvis indledende strofer til første afsnit lød: »Jeg ventede vel en bedaget forstening, som fortiden havde forpuppet sig i, men fand t med forundring en frugtbar forening - a f smidige former og selvironi« . . . en munter sang blev sunget , blev under glade toners klang så mangt et bæger svunget; thi hverdagslivets slæb og slid, og mange timer sure blev glemt hvergang v i stævned J hid bag disse gamle mure«.

121