Kgl.KjøbenhavnskeSkydeselskab

Mogens Mullertz’s sølvgivning 15. august 1971. Bjørn Mullertz, selskabets formand: Ædle Sølvgiver, ærede gæster, mine brødre.

Der er mennesker, der kun lever i fortiden, kun interesserer sig for, hvad der er sket førhen, der er mennesker, der lever i nuet og finder, at det er det vigtigste, og der er mennesker, der kun tænker på fremtiden, tænker på, hvad de vil nå - hvad de vil opnå. Det er sjældent, at nogen prøvber at se disse tre tidselementer som en helhed, og der er vel få mennesker, der som vores sølvgiver har søgt at kæde disse tre ting sammen i et ubrydeligt hele. De fleste, der sidder her ved, at der er få, som i den grad har interesseret sig for fortiden, kulturhistorisk, histo­ risk, indenfor det litterære, men samtidig tror jeg, at der er mange, der ved, at han også har lagt megen vægt i hele sit lange liv på det fremtidige. Det nutidige giver i og for sig sig selv, for som bekendt - hvis man skal være lidt filosofisk - så er det nutidige uendeligt kort. Et øjeblik efter, at man har talt om nutiden, så er den fortid. Vores Sølvgiver har indset og realiseret - som Johannes V. Jensen engang har sagt det - dette at vi allesammen bringer en fragt fra fortiden med os ind i nutiden. Han har vist det, allerede fra et tidligt tidspunkt i sit liv. 11919 trådte - det ved de tilstedevæ­ rende jurister - en retsplejereform ikraft. Ved denne retsplejereform skete der noget meget væsentligt, idet inden 1919 var forholdet det, at retssager foregik så at sige bag lukkede døre, alle indlæg fra sagførernes og parternes side foregik skriftligt - også proceduren foregik skriftligt, og dommeren tog selvfølgelig - som nu - stilling til sagen bag lukkede døre. Dette princip blev totalt ændret i 1919, således at sagen førtes mundtligt for åbne døre. Vor Sølvgiver fandt, at åbenheden på mange måder var et gode, men han syn­ tes samtidig, at man nøje burde veje for og imod og følge, hvad der kunne ske ved det nye, man nu indførte. Det rugede han på en del år og lod erfaringen sænke sig, og det resulterede da i et stykke, som han skrev i 1927 og som blev an­ onymt opført på Det N y Teater. Det hed »Gabestokken«. Forholdet var det, at han gennem sit virke havde set den risiko der var, for at uskyldige mennesker —qva denne offentlighed i retsplejen —kunne blive sat for skud, således at de led skade på deres rygte, navn og stilling, og det er det, dette stykke handler om. Vi ser altså her et eksempel på, hvordan vor sølvgiver har været interesseret i at bringe de gode ting fra fortiden med ind i fremtiden og ikke kritikløst acceptere de nye regler og påfund. Men han har også på mange andre områder vist sin interesse for fremtiden. Man kan vel godt sige, at han på det punkt er begyndt allerede med vuggen og har gennemført tanken frem igennem barndommen og ungdommen indtil det tidspunkt, hvor manddommen indtræder, idet han nemlig blandt sine uendelig mange hverv har været med til at starte »Børnenngen«, som har opført vugge­ stuer og børnehaver. Han skabte sammen med Thomas P. Hjejle »Den Danske 126