Kgl.KjøbenhavnskeSkydeselskab

for. Desværre har vi ikke noget fra Sokrates’ egen hånd, men vi har jo Xenofon og navnlig Platom som har nedskrevet og derved viderebragt en række af Sokra- tes’ tanker, tanker, som Kierkegaard har været interesseret i. De havde begge — Sokrates og Kierkegaard - en meget skarp pen. Pen må jeg sige også for Sokrates vedkommende ved den overlevering vi har, for hans vedkommende var det jo el­ lers tungen, satirisk, ironisk og med et lynende vid. Jeg kan i denne forbindelse nævne, at Kierkegaard engang har sagt, at »menneskene er dog urimelige, de bruger aldrig de friheder, de har, men ønsker sig dem, de ikke har. De har tæn­ kefrihed, de ønsker ytringsfrihed«. Den tankegang, der ligger bag dette - omend man må sige, at ironien, sarkasmen og viddet for så vidt ligger vor høje sølvgiver fjernt, har altid været en mand med sine meningers mod, og han har udtalt sine meninger direkte og uden omveje —men denne tankegang har hele tiden været den, der har præget vor sølvgivers virke: at tænke før man taler! Netop den nævnte kombination af Kierkegaard og Sokrates er vel det, som har påvirket vor sølvgiver mest i hans indstilling til tilværelsen. Kierkegaard har som den - jeg vil ikke sige eneste, men som den væsentligste forskel fra Sokrates, dette at hav var kristen. Han var for' så vidt en kristen Sokrates, men iøvrigt minder de meget om hinanden. Jeg har personlig - af let forståelige årsager - haft lejlighed til at se, at sølvgiver - som jo er min fader —har studeret både Platon og Kierkegaard gennem hele mit liv og; givet også før jeg trådte ind i tilværelsen. Kierkegaard behandler i en af sine første hjørnestene i hans ret store forfatter­ skab, »Enten Eller«, indledningsvis kan man sige, fordi han jo senere igen og igen vender tilbage til denne problemstilling, der behandler han spørgsmålet om, hvordan man skal stille sig til tilværelsen. Han sondrer imellem en æstetisk og udelukkende æstetisk indstilling, som efter hans mening ikke fører til andet end ulykke, og så en anden som er en sammensætning af en æstetisk, en etisk og en religiøs. Der er altså her tale om en treenighed, som man også kunne kalde for det skønne, det gode og det ophøjede. Denne treenighed - og det er i virkelighe­ den Kierkegaards mening, at der her er tale om en ny form for treenighed, som man selv skal vælge sin plads indenfor - den har været det, som har været lede­ tråden for vor sølvgiver i hans liv. Det er det, han har forsøgt at leve op til: at vælge sin rolle inden for denne treenighed. Nu går vor sølvgiver i sit eenogfirsindstyvende år og kan altså se tilbage på et rigt virke og et interessant liv. Også indenfor dette Selskab har han gjort en me­ get betydelig indsats, jeg tror nok at jeg tør sige, at der ikke er mange, som har gjort tilsvarende meget for Selskabet som han. For det første ved alle Brødrene, at han har holdt strålende og beåndede taler om både Selskabet og Sølysts histo­ rie, hans viden om disse emner er større end nogen andens her i Selskabet. Udover dette har han i forbindelse med udgivelsen af den nye udgave af vor sangbog, udarbejdet de noter, der står over hver enkelt sang, og også de noter, der findes hist og her i bogen bl.a. om Selskabets historie. 128