Kgl.KjøbenhavnskeSkydeselskab

en meget smuk dolk, som jeg tog frem og stod og kiggede på, og så siger vagtme­ steren, der var med, så siger han: den der dolk var den, som Erik XIV dræbte Sture-Sønnerne med. I samme øjeblik blev dolken varm og klæbrig, og jeg tabte den. Se, når man har et sådant sind overfor døde ting, så kan det man får at vide om tingene, det kan belive dem sådan, at de bliver uhyggeligt levende. På en sådan måde synes jeg, at man skal færdes i et hus, i et hjem som dette, hvor vi jo ved, at der har været skæbner, store mærkelige skæbner. Ganske kort — jeg skal ikke trætte —men ganske kort: Emilia med Emilies kilde dernede —en stor sorg for Schimmelmann, 1813, statsbankerotten, der faktisk betød, at Schimmelmann var fallit dengang han døde. Derefter - med et lille mellemspil - kommer Suhr til, Johannes Theodor Suhr, der var gift med sin kusine Caroline Falch, der var et af de skønneste mennesker, der har levet. Kamma Rahbek kaldte hende for »Dejligheden«. Hun havde i sin tid været forlovet med en ung arkæolog, Koes, hvis far indførte tallotteriet her. Den unge Koes rejste med den berømte Brøndsted på arkæologisk rejse ned til Grækenland, og langsomt, som nyheder kom dernede fra, fik man at vide, at han var død og begravet. Fætteren tilbød hende ægteskab, og så gik der vel en halv snes år, og så en dag kommer der meddelelse om, at det ikke var rigtigt, at han var død, han var ikke død. Man kan forestille sig situationen mellem de to mennesker her i dette hus - og nogle dage efter igen at det var urigtigt: han var død. Der har sikkert været et ordskifte mel­ lem de to, som ikke har været af de allerbedste, om hvorfor og hvordan og hvor­ ledes. Men den skønne kvinde, Caroline Falch, måtte så siden se på, at Johanne Luise Heiberg kom hertil og begyndte på at regere herindenfor. Skæbner, uhyggelige skæbner. Og skal vi så tage den sidste med, Gluckstadt, Emil Gluckstadt, hans periode her, hvor han bliver anholdt, den store Land­ mandsbankdirektør, anholdt, kommer på hospitalet, dør. H ø r rigtigt efter mine brødre og gæster, er det ikke som om man kan høre så­ dan noget en gang imellem i en bygning, som denne? Der er vel noget om det som står i et vers i en af vore sange, det lyder sådan: »Selv dette sted, hvor vi har leet ad tidens vexel og forandring, og som vor bedste fryd har seet, var kun et herberg på vor vandring. Vi kom hertil, alt var så smukt, ustandset steg vor tan­ kes flugt, bag løvet vinkte træets frugt, men for at nå den vi bortdrage«. Er det ikke den slags ting, vi ser og lytter til, når vi kommer ind i gamle bygninger, i store kirker?Vi har jo allesammen været i Rom —nu om stunder tager man jo til Rom, ligesom vi i gamle dage tog til Århus. - Vi har allesammen været i Rom, været på Forum Romanum. Gå ind i den store senatsbygning, der ligger der, i den bygning der, ved man, at der har alle de store talt. De lofter, der har genlydt, da Cato sagde: »Præterea censeo Carthaginem esse delendam« —»Forøvrigt me- ner jeg, at Kartago bør ødelægges«. Har man bare en lille smule fantasi med, så er det levende, så er det vidunderligt, og Rom bliver endnu mere vidunderlig, end den er i forvejen. 132