HaandværkerforeningenKøbenhavn_1840-90

_ 4 -

og Haandværkerne hørte ikke til dem, hos hvem deres Ind­ flydelse sporedes mindst. Under disse Paavirkninger, der fyldte Slutningen af det foregaaende og den første Halvdel af dette Aarhundrede, om end ikke helt jævnsides, forberedte den danske Haand- værkerstand sig til Afgjørelsen af det Spørgsmaal, som vel har været det vigtigste i hele dens Liv. „Den vældige, sekelgamle Kæmpe“ : Lavene, som trods alle Stormløb og Angreb, trods alle Skrammer og Ar, Tiden havde givet dem, dog endnu stod urokkede, skulde nu for Alvor fældes. En Bygning saa gammel, at man knap kjendte dens Alder, saa solidt sammentømret, at Slægtled paa Slægtled havde indlevet sig i den og sat sine Mærker i den, skulde nu ryddes, for at det Liv, og den Frihed, som Tiden ønskede i alle Forhold, kunde faa Lov til at skinne selv for dem, der havde levet inde i dens mørkeste Yraaer. Intet Under, at den gamle Bygning knagede og bragede, da Demolerings- værket begyndte, intet Under, at mange af dens Beboere troede, at deres sidste Time var kommen. Siden Kristian den Fjerdes radikale Ophævelse af alle Lav ved Forordningen af 18de Juni 1613, en Foranstaltning, der dog ret hurtigt atter blev tilbagekaldt, havde der ikke for Alvor været ført noget Slag mod disse. Der var blevet gjort forskjellige Tilløb, men intet af dem havde faaet virke­ lig Betydning. Kristian den Femtes danske Lov havde søgt at forhindre, at Lavsvæsenet blev obligatorisk, men den Bække Lavsordninger, der udkom i Slutningen af Aarhun- dredet, retablerede for største Delen atter den gamle Tingenes Tilstand. Under Frederik den Fjerde opstod der paany Tvivl om Lavenes Hensigtsmæssighed. I 1707 forlangte