HaandværkerforeningenKøbenhavn_1840-90

- 1 0 4 -

i detteSvar, som med den.Ubillighed og Ensidighed, der plejer at være de væsentlige Elementer i en lidenskabelig Pole­ mik, bebrejdede Foreningen, at den kun var „en Klub, der var kommen til det Resultat, at lade det bero ved at skaffe selskabelig Underholdning, og det var en ganske almindelig Mening, at man fra den ikke kunde vente Andet end en afgjort Vedholden ved det Bestaaende, selv om den skulde beslutte sig til at opgive sin Uvirksomhed“ . Med Hentyd­ ning til de forskjellige Forsøg, der af hans Forening vare gjorte paa at faa Haandværkerforeningen med sig, fortsatte han dernæst: „Naar de andre Foreninger henvendte sig til den med Anmodning om at slutte sig til dem i en eller anden Retning, fik man et koldt, afslaaende eller undvigende Svar“ . Og som for ret at tilintetgjøre Foreningen under Vægten af sin Anklage fremsatte han med fede Typer det Spørgsmaal: „Hvorfor har den aldeles Intet forberedt, aldeles Intet udrettet i de Aar, da den netop ved sin Mangel paa Deltagelse i de store politiske Forhold havde saa god Tid? Og med hvilken Ret kan den bebrejde Andre, at de have taget fat paa det Arbejde, den selv har forsømt?“ Paa disse uretfærdige Beskyldninger ansaa Haandvær­ kerforeningen det for ufornødent at svare. Men som for at ingen Bebrejdelse af lignende Art skulde kunne frem­ sættes mod den under de foreliggende Forhold, tog den med dobbelt Kraft og Iver fat paa det Arbejde, som Situationen krævede af den. Fra Februar 1856 var den i de følgende to Aar i uafladelig Virksomhed. Et Par Henvendelser fra Haandværkerforeninger i Provinserne gav Anledning til, at Foreningen stillede sig i Spidsen for disse. I Februar 1856 modtog den saaledes et