HaandværkerforeningenKøbenhavn_1840-90

166 -

fordring, at Haandværkerforeningen ikke vilde være med til en Virksomhed, der skulde behandle „Gfjenstande som Arbejdslønnens Forhøjelse eller Arbejdstidens Indskrænkning “ , og Afgjørelsen af disse Spørgsmaal henvistes atter til de enkelte Fag og til en Forhandling mellem Arbejdsgivere og Arbejdere i disse. Men en filanthropisk, understøttende Gjer- ning vilde Foreningen gjerne' være med til, og idet den mindede om de beslægtede Forsøg, der allerede vare gjorte i 1842 og 1849, udtalte Bestyrelsen som sin Overbevisning de Ord, der saa at sige vare dens Program: „at det fremfor nogen anden maa være en for vor Forening beskikket Gjerning at virke paa dette Omraade af yderste Evne“ . Opfordringen om at stifte et Arbejder-Understøttelsesfond fandt imidlertid kun ringe Tilslutning hos Arbejdsgiverne, til hvilke Foreningen særlig havde henvendt sig, og Sagen faldt bort af sig selv.

Der var imidlertid ogsaa andre, Foreningen mere nærlig­ gende Opgaver, som den i denne Periode kun med en vis Kølig­ hed beskjæftigede sig med. At den gjentagne Gange deltog i Henvendelser til Regeringen angaaende Toldspørgsmaalet, har i saa Henseende Mindre at sige. I Haandværkerfore­ ningen kom dette Spørgsmaal aldrig til at spille den samme, Sindene i stærk Bevægelse sættende Rolle som i Industri­ foreningen, og det var derfor uden stor Anstrængelse, at Foreningen i denne Sag fulgte de Foreningers Initiativ, hvis Anskuelser stod den nærmest. Den sluttede sig saaledes baade i 1863 og i 1872 til de i beskyttelsesvenlig Retning gaaende Bestræbelser, der udfoldedes af Foreningen af 1862 til den indenlandske Industries Fremme, og det kan her strax tilføjes, at den atter i Yinteren 1887 fastholdt sit Stand-