ValkendorfsKollegiumEfter1865

I

1 05

H. HELWEG (1908— 11).

Kære festskriftredaktør og kollegiekammerat. De rykker mig for et bidrag til festskriftet for Valkendorfs kollegium. De ignorerer elskværdigt den kendsgerning, at jeg har ladet Deres første hen­ vendelse uænset og beder mig nu sætte pen til papiret. Det, De beder om, er vanskeligt, meget vanskeligt. Livet paa Valkendorfs kollegium er en ø i ens tilværelse, en nu næsten sagn­ agtig ø, og man erindrer den nærmest, som jeg kan tænke mig, at Adam, da han sad som en udslidt olding og funderede, tænkte til­ bage paa sine morgenspadsereture i Edens have. Jeg har forsøgt at gaa ind i St. Pederstræde og kigge ind gennem porten. Vi kaldte den i min tid for »porten«, og det gør man muligvis endnu. Faktisk er det jo kun en almindelig dør i et grimt, skiddengraat planke­ værk. Jeg gik endogsaa saa vidt, at jeg ubemærket listede om i bag­ haven, ja helt ind paa gangene. Uden at møde nogen slap jeg igen ud gennem den port, der lukker for et livsafsnit. Vi sad en sommerdag og spiste frokost under ahornen i forhaven, fem, seks frie og fattige studenter, som havde spejlet sig et par æg og smurt sig et par skiver rugbrød; dertil en bajer fra købmanden lige overfor paa hjørnet. Der var een, der sagde: Er I klare over, at saa godt faar vi det aldrig mere i livet? — Ingen sagde ham imod, og han havde ogsaa ret. Et par af kredsen er senere bleven matadorer i samfundet, et par er døde og een ved jeg ikke noget om Men der er ganske sikkert ingen af dem, der nogensinde er bleven lykkeligere, end de var den sommerdag. Saadan noget kan man ikke skrive om. Jeg kunde jo nok for­ tælle episoder, som een og anden vilde nikke genkendende til. Som f. eks. dengang vi skulde vælge inspector collegii, og partierne var delt saadan, at 10 af de daværende 19 beboere hørte til eet parti, medens det parti, jeg tilhørte, kun mønstrede 9. Een af modpartiet stod netop ved afslutningen af sin kollegietid. Kunde generalfor­ samlingen trækkes ud til midnat, vilde hans tid være udløben, han vilde ikke have stemmeret mere, og vi vilde i den ellers haabløse valgsituation have chancen ved en lodtrækning. De endeløse diskus­ sionsindlæg, som denne obstruktionspolitik affødte, skaffede os saa