ValkendorfsKollegiumEfter1865

111

naar vi mødes. Og det er Valkendorf, der binder, saadan som vi mindes det, naar Guldregnen blomstrede, eller Træerne stod dri­ vende fulde af Blomstersne eller — lige saa smukt — af Vinterens hvide Krystaller, eller naar vi i de stille Stuer med Sommerens Sol og Skygge eller Vinteraftenens buldrende Kakkelovn saa ved Lam­ pen Musernes Dans. G. R ING 1 9 1 4 — 19. Kære Gøtzsche. Tak for D it venlige Brev med Opfordring til at bidrage lidt til Oplysninger angaaende Kollegietiden. Den, der skriver dette, kan sikkert bedre fotografere end skrive. Han har derfor samlet nogle gamle Plader sammen, tagne dels af C. J. Olesen og dels af ham selv. Maaske kan eet eller andet af Aftrykkene løse et Memoreringsspørgsmaal for een eller anden eller saa *). Afsenderen føler sig iøvrigt slet ikke gammel, men maa indrømme, at alt dette, som Billederne v ise r, er meget længe siden. Hans eget Liv synes ham egentlig først heelt begyndt for et Par Aar tilbage. Det gik da endeligt op for ham, at han ikke selv kunde klare eller bære noget af alt det, der truede med at overvælde hans Sind, men havde Lov til at overgive det til Gud ogsaa rent praktisk til Afgørelse af konkrete Spørgsmaal, idet han gik ind for at tage Konsekvenserne. Siden har alting faaet et nyt Lys over sig. Brevskriveren er ikke bleven et bedre Menneske, snarere seer han mere og mere klart, hvor meget der er, der hindrer ham i at blive som dem, der seer Gud. Men hans Syn paa andre, paa deres Muligheder og paa hans egne Pligter er fundamentalt forandret. Han har oplevet noget af Glæden ved at vide sig ganske afhængig af Gud, og mange Gange set andre opleve at finde den samme Glæde, i disse Aar. Det er ham ikke muligt heelt at lade være med at føle Sorg over, at Uærlighed og Fejghed hindrede ham i allerede, da han var Alumne paa det herlige Kollegium, at være den Hjælper, han skulde *) Billederne beror paa Kollegiet. ^ q