ValkendorfsKollegiumEfter1865

116 var proper, hun kogte saaledes en Gang et Lægetermometer for Brevskriveren, saa stærkt, at det sprang i mange Stykker. Og dertil var hun dybt fortørnet over, at det lille Redskab ikke holdt til sligt. — Influenza. — Alle syge. Alange paa Kollegiet. Nogle, der er halvraske, gaar og ser til de Syge. — Alange, mange dør, men ingen fra Valkendorf. — Professor Maar utrættelig, kommer listende med sin Paraply, nikker venligt hen til Divanen, hvor man ligger og gø’r. Ordinerer Kinadekokt og lader sig bevæge til ogsaa at ordinere lidt Portvin. — Denne Aland synes at forstaa alt muligt. Alan kan tale med ham ganske som med en Kammerat. Han vandt hele min Fortrolighed og forstod at stille sig paa lige Fod med een og anden, der kunde have nok at slaas med. Op igen. Benene vil ikke lystre. — Ned for at indtegnes til Examen. De er alle sammen saa tynde og ganske blege. Alen hvor er den og hvor den, og den — alle de gladeste? Tal ganske sagte om dem. De kvaltes i Fxpectorat ude paa det eller det Hospital. Der blev gjort alt. Alen de kunde ikke klare den Spanske. — Aa nej. Ja nu skal vi snart i Gang med den Skriftlige. Kræfterne kommer for hver Dag. Nu kan man løbe igen. — Der er bare noget inde i Hovedet et Sted, som tit gør ondt. Det gaar vel over. — Kammeraterne? Se paa Billederne. Der er ingen af dem, som Brevskriveren ikke mindes med Taknemmelighed. — Han husker Hartvig Jacobsens Uforfærdethed overfor allehaande Problemer, haandgribelige og uhaandgribelige —, hans herlige Taler uden Antydning af Punktum, men med talrige Steder, hvor Stem­ men steg ganske lidt, Ansigtet dækkedes af et let diabolsk Smil og en virkeligt elegant ført Klinge boredes ind i eet eller andet eller een eller anden, som maatte føle sig, og virkeligt ogsaa helst skulde føle sig beæret over at blive spiddet af denne unge Verdens­ mand, der havde Idealitet bag alt, hvad han gik i Gang med. Himmelstrup, se Billedet foran Skrivebordet, med Vinduet, bag hvilket de vuggende Grene viste grønt i alle Nuancer. — Grønt — siger een eller anden tysk Digter — er Stilhedens og den eensomme Vandrers Farve. Brevskriveren maatte ofte tænke, at Himmelstrup var Jurist, fordi han virkeligt hungrede efter Retfær