ValkendorfsKollegiumEfter1865

121

alumner paa kollegiet, kom en alumne ind og fandt WC-gulvet oversvømmet, og smed træristen paa det for ikke at faa vaade fødder. Da den næste gæst paa WC saa dette, for han øjeblikkelig ud i protokollen med en harmdirrende artikel, og der stod nu en ugelang strid i protokollen om denne begivenhed. Endelig fandtes der paa læsestuen et yderst beskedent haand- bibliotek. En velynder forærede os en gang 50 kr. til biblioteket, og vi vedtog ogsaa at anskaffe et eller andet værk, men derved blev det og- saa. Jeg tænker, at de 50 kr. er gaaet ind i det almindelige budget. Jeg var inspektor leet. paa et tidspunkt, hvor det næsten var umuligt at fremskaffe brændsel. Jeg tror, læsestuen havde faaet til­ delt 6 hl for hele vinteren. Da en alumneplads blev ledig, besluttede jeg midlertidig at flytte læsestuen op paa det tomme værelse, der naturligvis krævede meget mindre brændsel, men derover blev der stor opstandelse, ikke mindst, da det oplystes, at et teater havde ringet for at tilbyde os billetter, og ingen havde hørt det. Telefonen var jo ikke flyttet. Jeg nedlagde saa mit embede, og da en ny in­ spektor var valgt, forlod jeg generalforsamlingen, hvorefter denne, skønt der intet derom var optaget paa dagsordenen, idømte mig en bøde for egenmægtigt at have flyttet læsestuen. Min efterfølger, Klinkby, der besad en suveræn foragt for alt, hvad der efter hans opfattelse var meningsløst, og som havde intelligens og karakter nok til at kunne tillade sig en saadan luksus, sagde bagefter til mig: »Den bøde skal du selvfølgelig ikke betale,« og han refunderede mig endogsaa et beløb, jeg havde lagt ud. for læsestuen. Jeg var dengang blevet kandidat og saaledes betydeligt bedre stillet ind mine kammerater. Klinkby besad en stor bogsamling. Jeg kan endnu se ham ifærd med at flytte til et andet værelse paa kollegiet. Alle hans bøger var spredt rundt om paa gulvet, og ud over det hele havde han væltet en kande vand. Da der var rindende vand paa alle værelser, ved jeg ikke, hvad han overhovedet skulde med en kande vand. Mens jeg er ved ham, maa jeg fortælle endnu et træk om ham. Elan studerede tysk og havde en del omgang med nogle tyskere, der ustandselig telefonerede til ham. En dag gik han op og ned ad gulvet paa sit værelse og læste højt. En alumne drejede nøglen, der sad udvendig, om, og en anden gik ned i læsestuen og raabte: »Klinkby. Telefon«. Klinkby tog i døren, kunde ikke faa