ValkendorfsKollegiumEfter1865

(

tidens Problemer, der drages frem. N aar man efter Festen i den lune Sommernat skilles fra de gamle Kammerater, er det med en Tak i H jertet over ved Skæbnens Gunst at være kommen til at til­ høre dette lykkelige Samfund. Maatte Kollegiet, som det er, og Sam­ fundet af de gamle Valkendorfianere længe bestaa. 136

E. DIGE (1922—26).

Da jeg flyttede ind paa Kollegiet i Begyndelsen af September 1922 fik jeg, midlertidigt, anvist Nordværelset Nr. 15 paa 2. Sal, og den første, jeg mødte paa Gangen, var en ældre Medalumne, som vandrede frem og tilbage, tankefuldt spisende af en Tallerken Havregrød. Det var Genboen paa Nr. 13, Jens Wilhelm Klinkby. Ganske ukendt som jeg var med Kollegieliv i Almindelighed og paa Valkendorfs Kollegium i Særdeleshed var min første Tanke, at dette maaske var et almindeligt Træk af Kollegielivet, og at jeg selv maaske i den kommende Tid vilde finde mig til Rette med en lignende Form for Indtagelsen af Maaltiderne. Det viste sig snart, at denne første Iagttagelse var mere betegnende for Klinkbys Personlighed end for Kollegiets Skik og Brug. Men jeg har altid senere betragtet dette første Møde med Klinkby som et godt Forvar­ sel ved min Indtræden i Kollegielivet. Han var aaben til alle Sider, en fuldblods Idealist, asketisk i materielle Livsvaner — hans Næring bestod alt overvejende af Havregrød, Kakao og Brød, naar det gik højt tillige af en Bøf, tillavet af for 25 Øre hakket Kød — og liden­ skabeligt interesseret i Tidens literære og kulturelle Spørgsmaal. Han havde kort sagt mange af de Egenskaber, som man plejer særligt at tillægge Studenter, han var studentikos. Jeg havde sat mig for i de første Maaneder efter Indflytningen at ofre al den Tid, jeg kunde, for hurtigst muligt at lære mine Medalumner at kende og komme ind i Livet paa Kollegiet, og min Erindring om mange af dem, der boede der paa den Tid, er derfor særlig skarp. Kollegiets Beboere tegnede sig for mig i to Fløje, ingenlunde skarpt adskilt, tværtimod forbundne i ret jævn Overgang, men dog