ValkendorfsKollegiumEfter1865

-

141

sundshospitalet. Det ramte mig som et Lyn, og da Diagnosen ogsaa lød paa Tuberkulose i Halsen, følte jeg mig ret overbevist om, at jeg var færdig. Jeg husker meget tydeligt den Dag, da jeg forlod Kollegiet, en herlig Fo raarsdag med Martssol, Kollegiebygningen stod saa ejendommelig skarpt tegnet mod Himlen med de bare Træer som Forgrund, nøgne fugtige Stammer og Grene. Jeg stod en Stund i Porten og tog Afsked. I det følgende Aarstid, mens jeg laa paa Hospital og Sanatorium, havde jeg naturligvis kun ringe Føling med, hvad der foregik paa Kollegiet, men det fortjener at bemærkes, at det gode Kammeratskao ikke fornægtede sig; jeg havde adskillige Besøg og stod i Brev­ veksling med enkelte. Det fortjener særlig at fremhæves, at Eforen, Professor J. C. Jacobsen, fulgte min Skæbne med levende Interesse og besøgte mig flere Gange, ogsaa paa Boserup Sanatorium. Da jeg lige før Jul 1924 forlod Sanatoriet for at fortsætte med nogle Maaneders Rekonvalescens i mit Hjem paa Fyn, lagde jeg Vejen om ad Kollegiet for at overvære Julegildet. Det var en for­ nøjelig Forestilling, hvorfra jeg navnlig husker Helms i den obligate Damerolle, iført de før omtalte eddergrønne Strømper og hvide Sko, men tillige udstyret med to store barm-illuderende Vat-Ansamlinger, som uafladelig sank ned og anbragte sig paa den mest naturstri­ dige Maade, og som derfor, diskret, men ikke videre gratiøst, inaatte bringes paa Plads af og til. Fra April 1925 vendte jeg tilbage igen. Det passede saaledes, at Inspektorhvervet, som imidlertid havde været beklædt af Hasle, netop blev ledigt, og jeg blev valgt paany, dog efter at der, som det blev fortalt mig, havde været flere andre Forslag og nogen Forvirring, saaledes at jeg nærmest blev valgt ifølge Inertiens Lov. Der var imidlertid flyttet en Del nye Alumner ind, og flere fulgte efter. De fleste af dem var af livligt Temperament. Den oprindeligt noget mørkere Tone var praktisk talt forsvundet, kun en enkelt af Teologerne lagde et strengere Livssyn for Dagen. Blandt dem, de!' særlig satte Kulør paa Livet, var Thaning, der var lige fremragende som Visedigter og Tegner; den evigglade og lattermilde Bindslev, Olesen, der overraskede mig som en fremragende Taler, lynhurtig i Repliken, dækkende sin Humor bag en streng Maske og excentrisk Holdning; Schjøtt, de uendelige formfuldendte Sætningskæders