ValkendorfsKollegiumEfter1865

66

lidt færre højtgearede Superlativer i mine Indlæg i de forskellige Debatter. For at kunne dømme retfærdigt om Forhold og Personer paa Kollegiet i Aarene omkring 1890 maa imidlertid to Ting tages i Betragtning. For det første, at i disse Aar triumferede Brandesianismen, sejersberust, samtidig med at dens Degeneration tydelig nok var be­ gyndt. Der var ikke mere den første Gennembrudstids ægtefødte Harme og maskuline Vilje til at løbe alt det bestaaende over Ende. Negativ var Indstillingen stadig, men nu var den slap. Som Valde­ mar Vedel nogle Aar senere skrev i »Tilskueren«: »Grin med Re­ ligion og kønslig Uartighed var næsten det eneste, der var blevet tilbage . . . som Ledestjerner til at samle Ungdommen om.« Og det kendtes ogsaa hos Valkendorfs Kollegiums radikale Fløj. Selv om der i min Inspektortid ikke — som det havde været Tilfældet før og blev det senere igen (jfr. et berømt Billede i Blæksprutten) — var Tale om Nattebesøg af tvivlsomme (eller ganske utvivlsomme) Damer, saa var Luften dog i nogen G rad stadig inficeret. Det var blandt andet til Tider en yndet Sport at »drille Theologerne« ved obscøne Opslag ude paa »Trekroner«. En Ting, som disse maaske nok burde have taget mindre tungt paa, end de (vi) gjorde. Den anden Ting, der maa nævnes, er, at der ogsaa blandt »Ra­ dikalerne« var elskværdige og dog i Bunden retsindige Mennesker, som ogsaa jeg senere hen i Livet h a r kunnet mødes venligt med. Og ogsaa under Kollegieopholdet kunde vi, i al Laid til Tider, have det meget fornøjeligt sammen. Ransagelse i disse Dage af en gammel Pult, som jeg i sin Tid købte derinde af den berømte P. K ■Thorsen — hvem jeg og mange andre lokale Poeter har besunget i talrige D rapaer — h ar blandt andet vist, at jeg endnu i Februar 1892 til et Gilde paa Læsestuen skrev atten Vers paa atten forskellige Melodier om Alumnerne. Og de giver ikke Indtryk af noget daarligt Lorhold mellem de andre Kollegiebeboere og den ungdommeligt-diktatoriske — mærkeligt nok uafsættelige (det var han da vist?) — Inspector collegii. Men hvad jeg saa end kan have at gaa i Rette med mig selv for (det er vanskeligt at dømme derom nu, da mange Enkeltheder ikke staar mig klart) — eet staar fast: at jeg føler mig i virkelig