ValkendorfsKollegiumEfter1865

68 og havde man blot opbevaret disse, vilde adskilligt af det, som den gang satte sindene i bevægelse, dukke frem i erindringen. Der stifte­ des naturligvis adskillige foreninger og mindre sammenslutninger, men de fleste af disse fik kun kort levetid. Tennisklubben, der fik indrettet bane i baghaven, kunde dog glæde sig ved stor og varig tilslutning, men tennisspillet gav jo også lejlighed til daglig at få en både sund og fornøjelig motion. Da kollegietiden sluttede, og man begyndte med det, der skulde blive fremtidens gerning, gik tankerne ofte til kollegiet, og man savnede kammeratlivet derinde. I 1890 tiltrådte Johannes Nordentoft Thomsen stillingen som in­ spektor på kollegiet. Jeg var ikke ukendt med dets eksistens, da jeg havde to fagfæ ller boende på kollegiet og desuden tre gamle skole­ kammerater. Kun med P. K. Thorsen og matematikeren Niels Chri­ stensen stod jeg dog i nærmere berøring, men alene dette var grund nok til, at jeg med glæde modtog udnævnelsen til alumne den 1. oktober 1890. Senere så jeg i min alumnetid endnu to fagfæ ller og fire skolekammerater (to klassekammerater) rykke ind foruden to andre, som jeg fra rusåret var dus med, så jeg kom ikke til at føle mig som en fremmed. Som inspektor blev min skolekammerat Johannes Thomsen afløst af min tidligere stuefælle på nr. 21 Emil Westrup, som igen (efter min udflytning) afløstes af min fagfælle Peter Abeil. Det er da kun naturligt, at Valkendorfs Kollegium i disse år blev et hjem for mig. Når kollegiet ikke i endnu højere grad blev mit hjem, sådan som det blev. det for P. K. Thorsen, så var skylden ikke kammerater­ nes, men det kom af, at jeg var så lykkelig, at en række udmærkede københavnske hjem åbnede sig for mig ved gamle og ny bekendtska­ ber. I disse hjem fandt jeg venner, som jeg endnu ejer, og sådanne fandt jeg da også på kollegiet. Disse hjem skylder jeg nok også, at jeg blev menneske mere end student i disse år. Men hjalp disse hjem mig til at føle mig mere som menneske MAR IUS KR ISTEN SEN 1890—94.