ValkendorfsKollegiumEfter1865

69 end som student, så var kollegiet, og ikke studenterforeningerne, en lige så god hjælp til, at jeg blev student og ikke blot fagstuderende, hvad jeg vist egentlig havde gode anlæg til at blive. Vel kunde der være uenigheder og små stridigheder mellem alumnerne, skønt der var mindre, end der havde været og noget senere skulde blive. Men i det hele var der et udmærket kammeratskab, og inspektor ledede det daglige samliv med en fast men ikke trykkende hånd. Kollegiets elegantiers var medicinerne, især reservelæge i mari­ nen Poul Schmidt, i anciennitet den ældste alumne, og Holger Prip, hvis værelse var et kunstmuseum en miniature, men ogsaa den state­ lig Stig Madsen, som kort efter at have taget en strålende eksamen døde af difteri som kandidat på Blegdamshospitalet, og »studenter­ skuespillerinden« Svend Mygind. De døde alle ret tidlig, derimod lever endnu vore fortræffelige haveinspektører Georg Lasson, en djærv sømandstype, og Halfdan Knudsen ligesom de yngste, Chri­ stoffer Engelbreth og bridge-eksperten Charles (Kaalund-) Jørgen­ sen, i hvis lod det faldt at konstatere Thorsens sukkersyge. Videnskabeligheden var utvivlsomt finest repræsenteret i natur­ fagene. Præ-kandidaten Niels Christensen gik skolevejen og blev rektor i Randers, men de tre andre blev professorer, Martin Knud­ sen ved Universitetet, Absalon Larsen ved Polyteknisk Læreanstalt, og Fr. Weiss ved Landbohøjskolen. Det kan vel kaldes et strålende firkløver. Sådanne karrierer kan de andre fakulteter ikke opvise. At et par teologer blev provster, den ene — inspektor — endda to gange, er jo kun normalt. A f juristerne (kammerherre Clan kan næppe regnes med) blev en dommer, en anden kontorchef, og af humanisterne nåede kun en op til rektorværdigheden ved et kommunalt gymna­ sium, en anden blev skoledirektør i Holstebro. At Peter Abeil vilde have nået en rektorstilling, om han havde levet noget længere, er dog rimeligt. Men så havde vi jo P. K. Thorsen. Hans forhold til kollegiet er et kapitel for sig. Han var langt den ældste, omkring 40 år, og allerede inden sin magisterkonferens en anset dialektolog. Nu var han opfyldt af store planer om en indgående undersøgelse af det danske skriftsprogs ordforråd. Men det må nok siges, at forberedel­ serne var slemme. Fra læsestuen fik han gamle aviser, som han