ValkendorfsKollegiumEfter1865

70 syede sammen til store folianter. På Universitetsbiblioteket eller Det kgl. Bibliotek udskrev han af Worms Forfatterlexikon titlerne på bøger fra 1550 til 1600 på sedler. Hvært blad i hans foliant bar et årstal, og så klæbede han sedlerne ind på deres plads for på den måde at få et kronologisk register over tidens danske litteratur. Om han nogensinde blev færdig med dette kæmpeværk, ved jeg ikke, men forbrændte rester af det findes endnu — hans bolig i Ballerup blev to gange ramt af ildsvåde. Og det var jo kun fo r­ arbejdet; planen var så at gennemlæse disse skrifter år for år for at fastslå, hvornår et ord første gang forekom i dansk litteratur Selv om han ikke var bleven syg, vilde han aldrig være nået til ende blot med denne gennemlæsning. Ind imellem fremsatte han så sine ejendommelige tanker om sprogforandringer i foredrag eller afhandlinger, og dær kom hans gammeldanske viden til sin ret. Thorsen var en ensom mand; han kom meget lidt ud i familier; hans få jævnaldrende kammerater kom ud i provinsbyerne; fo r­ eningslivet, ud over Filologisk Samfund, dyrkede han ikke. Derfor blev kollegiet hans hjem, i kammeratlivet dær fandt han nogen er­ statning, og han burde egentlig ligesom Peder Kylling og Hans Been have været alumnus perpetuus. Han blev det på en måde, idet han også efter sin udflytning blev ved at være »medlem af læse­ stuen« og havde sin hyppige gang på kollegiet. Som han i sin alumnetid havde været dus med med næsten alle os andre, blev han ved at finde venner blandt de yngre. Valdemar Jensen (alumne 1902—06) delte i mange år hus med ham i Ballerup, og Ove Engel I (al. 1903—07) valgte han til sin executor testamenti. Thorsen indtog en ejendommelig stilling mellem alumnerne. Han var den eneste af os, der var kendt som videnskabsmand udenfor Danmark, og dette gav ham selv på kollegiet anseelse. Hans sær­ heder, som bl. a. hængte sammen med en vis mangel på praktisk sans og en dermed følgende forsømmelse af det ydre, gjorde ham på den anden side til en skive for de yngres vittigheder og drille­ rier, som han for det meste selv tog fra den gemytlige side. Han var altid sig selv og havde i mange ting sin egen mening, med tiden mere og mere reaktionær, og han fremsatte gærne sine uforgribelige tanker, hvor lejligheden bød sig, og så tog han med sindsro de klø