ValkendorfsKollegiumEfter1865

74 hjalp godt. Men der var også en fristelse.. Der kom nogle nabobørn i haven, og det gik godt en tid lang; men da en voksen søster til nogle af dem også fandt vej til haven og særlig kastede sin kærlig­ hed på hængekøjen, blev det for generende. Galanteriet måtte vige for pligten, og på en skrap ordre fra haveinspektor blev fremmed- besøget stærkt begrænset. Men den unge dame var ikke så lidt fornærmet. En stor begivenhed var kongeparrets guldbryllup i maj 1892. Det var den gang, da Konger, dronninger og prinsesser på universitetet sad og hørte på en lærd professor, og heldigvis også på Hartmanns og Richardts kantate. Om efteråret faldt vækkerforeningens 50-års jubilæum. Det med­ førte forlig og sammenslutning mellem de to konkurrerende vækker­ foreninger, som mirabile dictu var opstået, og blev anledning til en stor fællesspisning med efterfølgende sold. Det var jo endnu i de tider, da man kunde brygge en god vinpunsj uden at ruinere et kollegium. Men selv om der nu og da var anledning til fest, så var det daglige liv et regelret arbejdsliv med lidt tennis ind imellem til op­ livelse, om dagen mest på universitet, hospital og bibliotek, og om aftenen, hvis vi ikke slog os sammen nogle stykker om en kop té eller et spil kort, læsning på vort værelse,

hvor vi på piben pattende til elskovskvad af kattene ved lampen gransked efter visdomsskattene —

for at citere poeten Scriba, hvis vers jeg ellers for det meste heldig­ vis har glemt. Lad mig nævne en lille episode, som voldte nogen misstemning, for at ikke falske meninger skal blive slået fast. Et blad havde ud­ sat en pris for det bedste epigram, og Poul Müller skrev da det bekendte om Holger Drachmann: