ValkendorfsKollegiumEfter1865

75

Levet, drevet, skrevet, skiftet fra fjende til ven. Fordrevet, forskrevet, forblevet parat til at skifte igen.

Han læste det op på læsestuen, men vilde ikke indsende det, vist­ nok fordi han fandt det mindre retfærdigt end spidst. Vi syntes, at det var for godt til at gå i papirkurven, og en anden fik lov til at sende det ind under sit eget navn. Dermed brast mine forhåbninger om at vinde prisen, som jeg vel ikke havde vundet alligevel, skønt et af mine epigrammer ialfald nåede den ære at blive trykt. Verset om Drachmann sejrede stolt, og prisen tilfaldt indsenderen. Dette var vist juridisk rigtigt, men alumnerne syntes næsten allesammen, at han burde have delt den med forfatteren. Til sidst skal jeg omtale et mærkeligt træf. Jeg sidder nu og arbejder på afslutningen af den store udgave af Povl Helgesens skrifter. Det skyldes væsentlig ydre omstændigheder og ikke noget særligt ønske fra min side, at det er blevet en valkendorfianer, som fik hovedarbejdet ved udgivelsen af den mands skrifter, som var kollegiets første forstander. Men det mærkelige er, at de to tidligere indgående levnedsskildringer af »frater Paulus Helie carmelita« så vel som den første, aldrig fuldførte, udgave af hans danske skrifter, også skyldes valkendorfianere, Christian Olivarías (alumne 1731—34), Christian Thorning Engelstoft (efor 1833—40) og Carl Emil Secher (alumne 1848—53). Mon der ikke er lidt spøgeri på det gamle kollegium trods ombygningen?

CHARLES KAALUND -JØRGE iNSEN 1894—97.

Skal jeg virkelig efterkomme ønsket om at dykke ned i erindrin­ ger og betragtninger fra mit kollegieliv for over 40 år siden? Har det nogensomhelst interesse for tidligere, eller navnlig senere, gene­ rationer af alumner? Min deltagelse i Valkendorfianersamfundets møder og fester har givet mig det indtryk, at 3—5 samlede årgange danner en slags klub, der lever forholdsvis højt på egne oplevelser