ValkendorfsKollegiumEfter1865

90 Hvorlænge Solberg blev der, ved jeg ikke; men ret længe tror jeg ikke, han holdt Stillingen. Rent menneskeligt set staar for mig nu bagefter Wilhelm, trods hans gnavne Væsen og Mangel paa Pro­ perhed, som betydeligt værdifuldere end hans Efterfølger, der egent­ lig slet ikke egnede sig til at omgaas en Flok yngre og ældre Stu­ denter. Det kan ikke siges, at Professor Madsen der var heldig i sit Valg. Naar jeg derimod ser ud over det Portræt af Kollegiets Alum­ ner, som stammer fra Eftersommeren 1902, da jeg havde forladt Kollegiet, tror jeg at kunne sige, at i Valg af Studenter, som Pro­ fessor Madsen fandt værdige til at optages paa Valkendorfs Kolle­ gium, var han usædvanlig heldig. Det er en Samling udmærkede Mænd, som jeg for min Part var meget glad over at have lært at kende. Blandt denne Samling staar ogsaa en ældre, skægget »Student«. Det er P. K. Thorsen, den kendte Sprogmand. Trods sin Alder blev han stadig ved med at komme paa Valkendorfs Kollegium, han be­ fandt sig aabenbart godt blandt de unge. Eller var det kun gammel Vane? I hvert Fald husker jeg ham bedst henslængt i en Stol, med Benene i Strømpesokker paa en anden Stol, hvor han sov Aftenen bort, mens vi andre spillede L ’hombre. Det er nogle faa skønne Minder fra de glade Studenterdage, hvor jeg havde den Lykke at dyrke et storartet Kammeratskab. Men det er kun Minder. Siden vi forlod Kollegiet, er vi blevet spredt over det ganske Land, nogle er døde, og de fleste af os, der lever, er blevet borte for hinanden. Saadan gaar det vel oftest. Men saa er det godt engang imellem at tage Minderne frem. Og det gør jeg ofte.

V A LD EM AR HANSEN 9) 1900—05.

For de Studenter, der boede paa Valkendorfs Kollegium lige efter Aarhundredskiftet, betød Kollegiet paa en Gang et Hjem og en Forening. De allerfleste af os 20 Alumner havde jo vort Hjem og vor Familie udenfor København, og den snævre Kreds vi dan­ nede, f. Eks. i Sammenligning med de 100 Regensianere, kunde hur