S_FørOgNu_Supplement2

møllen i Bredgade, og Følgen deraf var, at et tykt, fedtet Lag af Kulstøv bedækkede alt, hvad der var i Haven. Det var ganske mærkeligt at se Frugten paa Træerne være ligesom overtrukket med et Slør af Sort, som naturligvis overførtes paa Mund og Hænder, naar den spistes. Havde vi klatret i Træerne eller op­ holdt os paa vort Yndlingssted, Plankeværket, der adskilte Haven fra Dampmøllen, og hvorfra man havde en morsom Udsigt til Maskinerne i Fabrikken, kom vi gerne op til Moder i en mindre tiltalende Tilstand, og det var ingen let Sag at fjerne det sorte Kulstøv fra os selv og vore Klæder. Den Have lever endnu i manges Erindring, thi selv efter at vi alle var voksne, var den om Sommeren Samlingssted for vore Yenner og Bekendte, og mange Saltebrød og Spil Pind er leget i Gaard og Have af en glad Ungdom. Der har ogsaa lydt glade Sange imellem de gamle kulstøvede Træer og Buske, thi Moder elskede at høre Ungdommen synge. Var det stille Sommeraftener,

Hosstaaende Fotografi af Mellembygningen Amaliegade 17 er taget fra Baggaarden og viser altsaa Bagsiden af Mellembygnin­ gen, ca. Aar 1860. De Trætoppe, der ses tilvenstre i Billedet, er Toppene af Træer i Palæhaven til Christian den Syvendes Palæ. Det Værelse paa 1ste Sal, der har Vindue lige over Porten, var Bi­ skop Mynsters Værelse, da han var Huslærer hos Grev J. G. Moltke; Biskop Mynster omtaler det i sine „Meddelelser om mit Levnet“. Da Grev A. W. Moltke flyttede fra Palæet i Amaliegade til Bredgade, udlejedes Mellembygningen, som hidtil havde hørt di­ rekte til Forhuslejligheden, til Professor C. F. Ursin, som boede der til Efteraaret 1849, da han fik Embedsbolig paa Charlotten- borg, men døde i December s. A. Efter Ursin indflyttede Justitsraad H. H. Jantzen, der beboede Huset til sin Død November 1868. Han fik med udholdende Flid Espalierplantningen til at folde sig rundt om Vinduerne, og midt paa Muren var anbragt et ualmindelig stort Dueslag.

G aardparti fra Am aliegade Nr. 17 om kring Aar 1860. Se om staaende Tekst.

I Foraaret 1864 blev Huset en kær Bolig for Majorinde R o sen , f, Viborg, og med megen. Pietet beskriver Datteren det hyggelige Hjem i de biografiske Optegnelser om sine Barndomsaar i „Den gamle Majorinde fra Færgegaarden“ (Memoirer og Breve XVIII, udgivet af J. Clausen og Rist), af hvilke vi gengiver følgende interessante Afsnit: -------------Moder var, som hun selv skriver, lykkelig over at for­ lade den uhyggelige Lejlighed paa Østerbro, hvor hun havde op­ levet sine tungeste Timer, og flytte ind i den smukke, gamle Gaard i Amaliegade. Det var et stort Held, at hun havde fundet en saa udmærket Lejlighed, hvor vi Børn frit kunde tumle om og føre en Tilværelse næsten som paa Landet. Gaarden ejedes af den nuværende Lehnsgreve Raben-Levetzaus Fader, og hele Forhuset blev beboet af Familien, men kun for de tre Maaneder, den øvrige Tid af Aaret boede vi alene i Mellembygningen. Vi lærte hurtigt at elske denne gammeldags hyggelige Bolig, hvis Vinduer til den ene Ende vendte ud til den inderste Gaard, hvor flere smukke grønne Træer og Indblikket i Palæhaven fik en til at glemme, at man var midt i Kjøbenhavn. Igennem en lav Staldbygning havde vi Adgang til en ret anselig Have med gode Frugttræer, af hvilke navnlig et herligt Kejserinde-Pæretræ og et Gravensten-Æbletræ staar i min Erindring som noget vidunder­ ligt. En Ulempe havde dog denne Have, som ikke generede os Børn saa meget som Moder; den vendte nemlig ud til Damp­

havde vi Lampe i Lysthuset, og Theen blev drukket dernede, og saa afløste den ene Fædrelandssang den anden til sent paa A fte­ nen, medens Møllersvendene ofte sad lyttende i Vinduerne. Huset var ogsaa hyggeligt. Indgangen var i Porten gennem en lav Dør, som førte ind til Trappen, hvor en stor gammel jern- beslaaet Kiste havde Plads lige indenfor; den Kiste elskede vi Børn at sidde paa, derfor husker jeg den saa tydeligt. Trappen var ligesaa hjemlig for os som Stuerne — vi legede der baade Vinter og Sommer, thi Ængstelse for Forkølelse kendte Moder ikke, og vi har tilbragt Timer uden Overtøj paa den iskolde Trappegang, selv naar Frosten dækkede Ruderne med Isblomster. En stor Sjældenhed fandtes i den største af Stuerne, idet Væggene i Stedet for Tapeter havde Oliemalerier, der forestillede Hyrde­ scener i Watteau-Stil, rørende Hyrdinder med udstrakte Arme dansede yndefuldt til søde smaa Hyrdedrenges F løjtespil; det var noget for Børnefantasien, jeg ved ikke hvor mange Eventyr og Historier man lavede med dem som Hovedpersoner. Der var noget mere end almindeligt over denne gamle Mellembygning, den syn­ tes at gemme paa mange Hemmeligheder. Engang, hed det sig, havde Struensee boet der, og at der under Palaismuren og Haven var en hemmelig Gang, som førte hen til Dronning Caroline Ma- thildes Værelser. Vi havde et Rum under Trappen, hvor Kullene blev opbevarede; der mente vi, Nedgangen maatte findes — men vi fandt den aldrig. — — — 284