S_FørOgNu_Supplement2

A t h a v e tæ n k t paa K rig i F r e d e n s T id , fo r tr y d e r in g e n . P a a tv u n g e t K rig er r e tfæ r d ig A a r sa g ! Den 11. Maj 1626 galede den røde Hane første Gang over det nye Anlæg. Det var Provianthuset, det gik ud over; men der eksisterer ingen Beretninger om, hvor meget der ved den Lejlighed gik til Grunde, og Skaden blev straks udbedret. I November 1632 var det Bryghuset, der gik op i Luer, men heller ikke her kendes Skadens Omfang. — Værst af alt var dog den Brand, som den 12. Februar 1647 ramte Tøjhuset. Ilden brød ud Klokken halv fire om Eftermiddagen i Svovlhuset, der jo var bygget lige op til Tøjhusets sydlige Ende. Her var Skibs- kaptajn Jan J a n se n s Søn i Færd med et fylde Granater i et Rum, som var opvarmet med en Kakkelovn, og ved Uforsigtighed fra hans Side antændtes Krudtet. Det er dog tvivlsomt, om det drejede sig om Granater til Krigs­ brug. Egentlige Krudtbeholdninger fandtes der næppe ved Tøjhuset, selv om der herfra udleveredes Krudt til de Skud, hvorved man

hvortil han havde modtaget Hjælp, var til den kunstneriske Ud­ smykning med Roser. Til Trods for denne Kanons historiske Værdi blev den i 1829 af en Kommission udtaget til Nedsmeltning. En lignende Skæbne var nær overgaaet den oldenborgske Kanon „Stærke Samson“, som M a tia s van N o r e n b a r c h havde støbt i 1558. Den er 7,30 Meter lang, men egnede sig kun daarligt til sit Formaal og blev derfor anbragt paa Tøjhuset som Justitsstykke. Man straffede nemlig Soldaterne paa lignende Maade som Bøn­ derne, der maatte ride Træhesten, blot at Solda,terne i Stedet maatte „ride Kanonen“. Det er sandsynligvis fra denne dens An­ vendelse, at Soldatervitsen døbte den om til „Lange Maren“ (se Billedet Side 345). Hele det Terrain Vest for Tøjhuset, som var blevet inddæmmet og opfyldt, blev nu anvendt til de Værkstedsbygninger og Oplags­ skure, som Christian IV knyttede til Tøjhuset. Nogen fast Stab af Haandværkere synes der ikke at have været knyttet hertil, men der laa dog Værksteder baade til Forfærdigelse af Lavetter til Kanonerne, Skæfter til Geværerne o. s. v. Naar der saa var Brug for Arbejdere blev de engageret, men meget udførtes ogsaa paa Byens Bøssemageres og Sværdfegeres private Værksteder.

i Staldene vænnede Hestene til Krigsbrug. Derimod havde allerede Fyrst Christian af Anhalt set, at der i denne Bygning gjordes Forberedelse til et stort Fyrværkeri, og det er muligvis noget lignende, der ved denne Lejlighed har været under Arbejde.

Blandt Oplagene skal nævnes saa kuriøs et Depot, som det for Papir, som ogsaa førtes i Tøjhusets Regnskab. Hertil indkøbtes og herfra udleveredes alt det Papir, som brugtes i Kancelliet, og det var selv­ følgelig ikke Smaapartier; men ogsaa de mindre Partier, der brugtes i selve Hofholdningen, udleveredes herfra, saa at man af Regnskabet kan se, at Dronning Anna Katrine har sendt Bud efter 10 Ark stort Royal Papir. Det samme var Tilfældet med Blæk­ pulver, Pennefjedre m. m. Det er sik­ kert fra denne Tid, at den Bygning, der laa paa den nuværende K o n to r ­ b y g n in g s Plads, bar Navnet B lik ­ h u se t (se Planerne Side 339og349),idet Blæk altid i Tøjhusregnskaberne og an­ detsteds skrives „Blik“, saaledes at Byg­ ningens egentlige Navn var Blækhuset — hvad der jo lyder lidt grinagtigt i vore Ører. Hele det storstilede Anlæg, der gennem 1600’ernes første Aartier fyldtes med Krigs­ materiel, var selvfølgelig Genstand for en stolt Fremvisning, naar Kongen fik Gæster. Man var paa den Tid ikke saa hemmelighedsfuld med sine Krigsforberedelser, og kunde man yderligere bi­

Paa et Øjeblik stod „Hvælvingen“, som Bygningen ofte kaldtes, i lys Lue, og i Løbet af kort Tid sprang den over til Tøjhuset. Fra alle Sider ilede

man til for at redde, hvad reddes kunde, men det blev ikke stort. Felttøjmester K. D. v. Z ern ik ow , der var blevet udnævnt i Embedet Aaret forud, ledede personlig Red­ ningsarbejdet, der dog væsentligst indskrænkede sig til at bringe de mindre Krudtbeholdninger, som fandtes ved Tøjhuset, i Sikkerhed. Blæsten maa have virket fremmende paa Branden, thi det varede kun kort Tid, inden hele Tagetagen stod i lys Lue. Var Forholdene her oppe de samme, som under Christian af Anhalts Besøg, har der ogsaa været god Næring for Ilden; thi han saa paa andet Loft et helt Magasin af Fyrværkerisager, bl. a. en Række Raketter, hvoriblandt en paa en god Meters Længde, hvis Stang var som et lille Mastetræ og hvis Knald var som „ein ltlein Donnerwetter“.

Christian den Yngre af Anhalt.

bringe Tilskuerne Indtryk af, at der var langt mere, end der i Virkeligheden var, saa var meget vundet. Det rygtedes altid videre! I 1608 blev Tøjhuset forevist for saa celebre Gæster som Ærke­ bispen af Bremen, Greven af Nassau og Hertugen af Mecklenborg. I 1623 kom Kongens Slægtning, Fyrst Christian den Yngre af An- halt, som blev vist om paa Tøjhuset af øverste Arkelimester, A d o lf F r e d e r ik G rabow til Watike. Fyrsten førte Dagbog paa sin Rejse, og den er heldigvis blevet bevaret og viser bl. a., hvor imponeret han var over Københavns Tøjhus. Et lige saa betydningsfuldt Besøg fandt Sted i 1629, da et fransk Gesandtskab under Baron de Courmesvin blev vist om­ kring dernede. At man ikke var bange for at bluffe de fornemme Gæster, frem- gaar bl. a. deraf, at de begge noterer, at der fandtes Udrustning til mellem 50—60000 Mand, samt at der alene af Kanoner fandtes op mod 3500, hvoraf den franske Gesandt mener med egne Øjne at have talt 800 Stykker 20—24 pundige Metalkanoner. Oberst Blom har senere af Tøjhusets Regnskaber søgt at opstille det — ganske vist kun tilnærmelselsvise — Forraad, der fandtes paa denne Tid, men han naar dog ikke højere end til Udrustning for ca. 17000 Mand og til et Antal af ca. 1300 Kanoner. Som Devise for hele sit nye Anlæg lod Christian IV over Porten ind til Tøjhusgaarden, der var anbragt paa samme Sted som nu, indsætte en Sten med den latinske Indskrift: Tempore pacis de bello cogitasse neminem poenituit, coacti belli justa causa, hvilket er udlagt:

Men Bernt Petersens Hvælvinger modstod Flammehavet foroven. Medens hele den øverste Del af Bygningen blev raseret, kunde hverken Ilden eller de tunge Masser af Vaaben og af Tagets Bly, der styrtede ned paa dem, bryde dette pragtfulde Bygningsværk. Derfor reddedes alle Kanonerne og det Vognmateriel, som fandtes under Hvælvingernes Beskyttelse, medens Harnisker, Sidevaaben og Geværer, som Kongen gennem hele sin Regering havde fyldt den øvrige Bygning med, blev Luernes Rov. Hvad Eftertiden mest maa beklage er naturligvis ikke Tilintet­ gørelsen af de mange Menigmands-Harnisker, men mere, at Kon­ gernes personlige og særdeles pragtfuldt udstyrede Rustninger gik tabt. Yderligere var det jo netop i disse Aar, at Rustningerne sang paa deres sidste Vers, fordi de forbedrede Skydevaaben gjorde dem overflødige, og af den Grund er den historiske Vaabensamling ret fattig paa disse Museumsgenstande, der er sikre paa altid at til­ trække sig de Besøgendes Interesse. Ialt skal der ved denne Lejlighed være gaaet ca. 70 Pragtrust­ ninger til Grunde og blandt disse flere af historisk Værdi. Saaledes vides det med Sikkerhed, at den Rustning som Frederik II bar paa Toget mod Ditmarsken, var indgaaet i Beholdningerne, lige­ som Christian IV’s Barnekyrads, der blev lavet til ham, da han var otte Aar gammel, og to Rustninger, der var sendt ham som Foræring fra Wolfenbiittel til hans Kroning i 1596, foruden en Mængde andre. Christian IV blev alarmeret paa Rosenborg, og til Trods for at Kirstine Munk søgte at holde den gamle Mand tilbage, ilede han straks til Brandstedet. To Gange maatte han sende Bud efter

346

Made with