S_FørOgNu_Supplement2

staaet. Dens Nordside byggedes i Flugt med Tøjhusets og Proviant- gaardens Nordgavle, og paa sin Vis fuldførte han saaledes sin Faders Arbejde ved at opføre den manglende Nordfløj i Tøjhus- anlæget. Den nye Bygning blev ganske vist ikke bygget sammen med de to andre, og Trappetaarnene blev ikke, som Tanken havde væretdet, Hjørnetaarne i Sammenstødene, men staar den Dag i Dag frit, visende med deres affladede Nordsider, at de ikke er kommet til at opfylde deres Mission. Mellemrummene til de ældre Bygninger udfyldtes med Forbindelsesmure, hver med en Port. Den nye Bygning, det nuværende Rigsarkiv, byggedes af A lb e r t M a th i sen og var bestemt til i sin øverste Etage at rumme Kunstkammeret og i den mellemste Biblioteket. Det underste Stok­ værk, der var dækket med et Bjælkeloft, gaves Artilleriet til

1659 var jo for største Delen rettet over den tilfrosne Kalvebod­ strand mod Slotsholmen, hvor Bryghuset laa som den yderste Forpost. Men Angrebet blev heldigt afslaaet, og med Enevælden gled Tøjhuset administrativt ind i helt nye Forhold, som det skal ses i det følgende. Tøjhusets Administration havde i hele Christian IV’s Tid været af ret tilfældig Karakter. Ganske vist kendes der fra hele Perio­ den en Række Arkeli- eller Tøjmestre, alle Folk af borgerlig Her­ komst, der tidligere havde været enten Bøsseskytter (Artillerister) eller Fyrværkere. Flere Gange var der blevet gjort Forsøg paa at indskyde en Myndighed mellem disse Tøjmestre og Statholder­ embedet (Felttøjmester eller øverste Arkelimester), men nogen Centralisering af hele Rigets Artillerivæsen var ikke blevet op-

Felttøjhus. Denne Bygnings Historie vil her kun blive omtalt i dens Egenskab af Led i Tøjhuset, medens dens Anvendelse som Bibliotek og Kunst­ kammer vil blive udførligt omtalt i en senere Afhandling. Det omtalte underste Rum var paa godt 70 Meters Længde og ca. 11 Meters Bredde. Ud til K a v a lle r g a a r d e n (den nuværende Rigsdags- gaard) førte ni Porte, medens der til den mod­ satte Side kun førte een Port lige ud for Vand­ porten i Tøjhushavnens Mur, et Forhold, der og­ saa karakteriserer Rummets Anvendelse som no­ get, der mere vedkom Land- end Søetaten. Fra Biblioteksetagen i den nye Bygning skabtes der en Forbindelse, dels med Tøjhusets Rust­ kammersal, dels med Proviantgaardens første Stokværk ved at der opførtes to Løngange af Træ, der aabenbart gik hen over de to For­ bindelsesmure. Ved Løngange, som er en me­ get hyppig anvendt Betegnelse i 1600’erne, maa ikke, som det ofte sker, tænkes paa underjordiske Gange. Man betegnede hermed kun en overdækket Forbindelsesgang mellem to ellers isolerede Bygninger, og disse Løn­ gange kunde godt være af mindre solid Karakter som f. Eks. her, hvor de udelukkende opførtes af Tømmer. Den tidligere omtalte lange Løn­ gang mellem Tøjhuset og Proviantgaarden menes at være blevet nedrevet ved denne Lejlighed, da den nu blev overflødig. Rustkammersalens Inventar fik i 1600’ernes Slut­ ning en Forøgelse af en egen Art. Da C h r istia n V nemlig overtog Grevskabet Oldenburg ved Grev Anton Giinthers Død, lod han de oldenborgske Grevers Rustkammer føre her til Landet. Efter Tidens Mode havde nemlig disse Grever anlagt en Vaabensamling, hvori indgik saavel blanke Vaaben som Skydevaaben fra baade deres egen Tid og deres Forfædres. Denne blev nu an­ bragt i Tøjhusets Rustkammersal og blev ogsaa

naaet. De til Artilleriet hørende Personer betrag­ tedes stadig som et særligt Laug, der i Fredstid mere havde Karakter af en industriel Virksom­ heds Personale, som først ved Krigsudbrud blev en Del af Hæren. Disse Forhold vil senere blive nærmere omtalt under Beskrivelsen af Artille­ riets tekniske Virksomhed paa Slotsholmen. I Aarene mellem Christian IV’s Død og Ene­ vældens Indførelse groede imidlertid langsomt et militært organiseret Artillerikorps op. De fra Fodfolket og Rytteriet kendte Gradsbetegnelser for Befalingsmænd begyndte at dukke op inden for dette Artilleri, og blandt disse Befalings­ mænd udnævntes til forskellige Tider en Hopmand (Kaptajn), Oberstløjtnant eller Oberst for Tøj­ huset, der dog ogsaa ofte benævntes Felttøjmester. Efter 1660 indlemmedes Artilleriet i den staa- ende Hær. Det var inddelt i tre Korps, det dan­ ske med Hovedtøjhus i København, det holsten­ ske baseret paa Tøjhuset i Gliickstadt (senere i Rendsborg) og senest det norske med Fæstningen Akershus som Tøjhus. Administrationen af Hæ­ rens Materiel, der som Helhed sorterede under Tøjhusene —ogsaa for Haandvaabnenes og Skanse­ materiellets Vedkommende — kom derved ind under den paagældende Artillerioberst. Men derved opstod tilsyneladende en Kollis- sion med Flaaden, der hidtil havde haft alt fælles med Hæren. Der blev derfor foretaget et Skifte mellem de to Værn. Dette var nomi­ nelt tilendebragt ved Nytaar 1671, men i Virke­ ligheden sagde det ikke stort ud over, at Regn­ skaberne skiltes ud fra hinanden. Thi Overkrigs­ sekretariatet var stadig det fælles Udgangspunkt for Kongens Befalinger til begge Værn, og de „Deputerede ved Søetaten“ var i mange Aar til­ lige Kommissariat for Hæren. Yderligere vedblev Tøjhuset at være Hærens og Flaadens Fællesejen­ dom, og lige til 1739 vedblev Obersten for det danske Artilleri at administrere baade Hærens

Svensk Bøddelsværd erobret 1659.

og Flaadens Materiel. Derimod var den daglige Administration delt imellem en Felt- og en Søtøjmester, der hver havde sit under­ ordnede Personale af Undertøjmestre, Tøjhusskrivere o. s. v. Noget andet var, at Christian IV’s Tøjhus efterhaanden blev for lille. Hvad Rustkammergenstandene angaar, var der stadig Plads nok i den store Sal; thi vel behøvedes der flere og flere Geværer, men paa den anden Side gik baade Rytteriets og Fod­ folkets Rustninger af Brug. Ogsaa Lofterne var stadig tilstrækkelig rummelige til begge Værns mere periferiske Materiel. Værre var det med Kanonerne! Rent konstruktionsmæssigt var der sket en Ændring, idet man under Christian V begyndte at støbe bestemte Systemer, og dette bevirkede ogsaa en tydelig Adskillelse mellem Land- og Søartilleriets Skyts. Tidligere anvendtes de samme Kanoner begge Steder, blot at man paa de Kanoner, som brugtes til Søs, bortslog Manipuleringshankene — Delfinerne — der ellers var i Vejen i Skibenes Kanonporte. Nu udstyres de to Arter Kanoner hver paa sin Vis, og da samtidig Artilleriet stykke­ mæssigt maatte forøges, blev der efterhaanden kun Plads for Flaadens Kanoner med tilhørende Rapperter i Underrummet paa Christian IV’s gamle Tøjhus. Imidlertid byggede Frederik III i Aarene 1665—70 en treetages Bygning paa det Sted, hvor Christian IV’s gamle Tøjhus havde

optaget i Tøjhusets Regnskab, men desværre paa en meget sum­ marisk Maade. Thi da der gik ca. 150 Aar, inden man begyndte at interessere sig for disse værdifulde Vaaben, er det for den historiske Vaabensamlings nuværende Forskere ret vanskeligt at konstatere, hvad det var for Vaaben, man ved den Lejlighed kom i Besiddelse af. Saa meget er dog sikkert, at det navnlig var Skydevaaben, der var repræsenteret i denne Samling, og disse, der for det meste er Hjullaasbøsser fra 1500’erne, danner nu en af Grundpillerne i den historiske Vaabensamlings ældre Del. De fleste af dem er over­ ordentlig rigt udstyrede Jagtbøsser, smykket med baade Guld og Sølv, men navnlig med vidunderlig smukke Benindlægninger i Skæfternes Træ (Billedet Side 351). Nogen overvældende Interesse for Vaaben synes Christian V ikke at have haft, og da han endelig Aaret før sin Død inspicerede det oldenborgske Rustkammer, var det kun faa Stykker, han ud­ tog deraf til Overførelse til Kunstkammeret. Hele Resten blev staaende paa Rustkammersalen gennem hele det følgende Aar- hundrede og fik sikkert kun den nødtørftigste Afpudsning ved Tid og Lejlighed, medens der slet ikke var Tale om at reparere de gamle Vaaben, der efterhaanden stod og faldt mere og mere fra hinanden.

348