GeorgBrandesLevned_1907

98

Ude jeg svarede: Til Dresden, til Henrik Ibsen, udbrød han: Kender De ham? og da han fik bekræftende Svar, sagde han straks: Vil De forestille mig for ham? — Men De vil jo rejse en helt anden Vej! — Nej, svarede han uden Be­ tænkning, i saa Fald forandrer jeg min Rejseplan og følger med et Par Dages Ophold i Berlin efter Dem til Dresden. Vi gør da Ture sammen; Ibsen, De og jeg skal svire og soide sammen. — Som ved et Trylleslag var alle de ventende Teaterdirektører sunkne i Jorden. Jeg negter ikke, at jeg forbausedes. Og virkelig nævnte fra det Øjeblik Gold- schmidt ikke en eneste Gang paa Rejsen mere de mange Byer, hvor Stykker af ham skulde spilles — og hvor de (saavidt vides) heller aldrig er bievne spilte. Han blev roligt i Sachsen flere Uger i Træk. Paa Banegaarden i Stettin traf jeg den unge Landskabs­ maler Godfred Christensen, der havde hørt til mine Til­ hørere om Vinteren; han tog med i samme Vogn og vi aftalte at gøre en Fodrejse i sachsisk Schweiz. Til den vilde saa ogsaa Goldschmidt være med. Rejsen fra Stettin til Berlin forløb lystigt. Paa Skibet havde jeg været tilbage­ holdende overfor Goldschmidt; nu begyndte jeg at drille ham en Smule, hvortil jeg fik den unge Malers Understøt­ telse. Han vovede vel ikke selv at drille Goldschmidt, men han gav mig Ret, især i vore Ordskifter om Kunst. Snart var vi saa vidt, at hver Gang Goldschmidt — ti Gange i Timen — brugte sine Yndlingsord Aand og sjæ lfuldt , ud­ stødte jeg sørgende og klagende Toner, og hver Gang han sagde „frelse Menneskeslægten“ mumlede jeg „give Menne­ skeslægten noget at spise“. Stærkt klynkede jeg, da han sagde, at Paolo Veronese var en Maler uden Betydning, thi han var uden Sjæl. Da Christensen gav sig til at klynke med, saa Goldschmidt, at han var faldet blandt sjælløse Røvere. Hvad hans Kunstkritiker længst havde givet mig en