GeorgBrandesLevned_1907

100

Ude hvor Opvarterne imponeredes af den barbariske Pragt i hans Knaphul, men altid sluttede ved Thebordet i hans Hjem. Jeg fik et nyt Indtryk af ham efter det Aar, der var gaaet hen siden jeg saa ham sidst. Ikke videre høj, som han var, men smuk, atletisk bygget, med svært Hoved, svær Hals, mægtige Skuldre saa han ud som om man maatte slaa ham ned med Køller, ifald man skulde faa Bugt med ham. Han talte i Almindelighed lidet, om han end overfor mig var meddelsom; men det Ejendommelige ved hans Maade at tale paa var hans Ro og Langsomhed og det, at han aldrig smilte, end ikke naar den, der talte til ham, smilte først. Dette virkede undertiden næsten ængsteligt. Skulde han betegnes med ét Ord, var det dette, han var truende. Han kunde se forfærdende ud, som han sad med opmærksomme Øjne. Han lignede da en Autoritet. Han saa ud som en Mand, der var vant til overfor andre Menne­ sker at indtage det Standpunkt som en Skolebestyrer over­ for Drengene, og vant til at indjage en vis Angst. Med al sin Kamp mod Nordmændene var han i Væsen meget norsk, Der laa opsamlet i ham fyrretyve Aars Bitterhed og Had; hans Menneskeforagt var uden Grænser. Han var Aristokrat til det Yderste og tog Konsekvenserne deraf. Det var en Troesartikel for ham, at alle Politikere, o: Parla­ mentspolitikere, ikke Mænd som Bismarck, var Hyklere, Løgnere, Vaasere, Hunde. De levede af de politiske Fri­ hedsbestræbelser, der blot gik ud paa, at de latterligste Dilettanter i Politik kom til Orde og maatte høres angaa- gaaende Landets Sager. Dette Statsborgeri og det Væsen, der gjordes deraf, burde skydes tilside; dets Rolle var ud­ spilt. De politiske Forsamlinger var med Rette komne i Vanry og omtrent latterlige i hele Europa. Hans Had til de usande Frihedsbestræbelser var paa Veje til at fortrænge