GeorgBrandesLevned_1907

104

Ude Bogen meget. Dr. Wünsche rejste sig og sagde, han var ikke rettroende, men havde af Forsigtighed ikke udtalt sig for eller imod Ortodoksien. Saa endte Aftenen med en Apoteose af Feuerbach. Thi Döhn havde i sit Foredrag indflettet to Sider af den nys afdøde Tænker om Madonna­ dyrkelsens Sandhed og Skønhed samt om alle Menneskers Kærlighed til deres Moder. Det var forunderligt at se den Virkning, de gjorde. Der var Mænd, som græd. En gammel Mand tørrede sine Øjne og sagde til mig: Havde Ludwig Feuerbach ikke skrevet andet end disse Par Sider, saa var han en stor Mand. Ibsens Svoger, Løjtnant Falsen, der senere blev Kom­ mandant paa. Tromsøe og derefter Konsul i Archangelsk, var mig en kær Omgangsven i Dresden. Han opholdt sig der for at studere Russisk, da han vilde ind i den norske Generalstab. Det var en alsidigt dannet ung Mand, der havde læst og tænkt meget; han havde en Bog som Taines De VIntelligence med sig paa Rejsen. Foruden ham var der ogsaa andre norske Officerer. Godfred Christensen og Goldschmidt sluttede sig til os, og vi spiste daglig til Middag ved samme Hotelbord. De norske, lidt lattermilde, H errer paastod, at Goldschmidts Middagsro forstyrredes ved Frygten for at Opvarterne, der betragtede ham, den saa meget ældre, som en Slags Vært for os andre, vilde bringe ham den hele Regning, hvad de et Par Gange af Misforstaaelse havde gjort. Nordmændene søgte da at faa Opvarterne dertil for at more sig over Goldschmidts Protester. 5. Han, Godfred Christensen og jeg foretog i Forening en Tur i sachsisk Schweiz, hvor vi saa meget smukt og kom godt ud af det med hverandre. Maleren var dengang, som han selv kaldte det, „vild“ i sin Kunst; han var ung og