GeorgBrandesLevned_1907

Ude 105 fyrig; Goldschmidt, der paa denne Tur i ingen Henseende gjorde sin Overlegenhed gældende, talte om Corsaren, det lille illustrerede Oppositionsblad, han i sin tidlige Ungdom var bleven berømt og berygtet paa; det var forbausende, hvor opfyldt han endnu var deraf; alle Andre havde glemt Bladet; han syslede hver Dag med Erindringen om det og mindede Andre derom. Han fortalte, hvor naiv han havde været, da han begyndte Udgivelsen, og hvor overrasket han var kommen hjem til sin Moder med Lommerne fulde af raslende Penge, hans første Vinding, havde grebet ned i Lommen og sagt: Nu skal du se, Moder, hvor meget jeg har tjent! Vilde han rose noget som skarpt eller vittigt, sagde han gerne: det er som en god Corsar-Artikel. Efter hans Paastand var det Misforholdet til Kierkegaard, hvilket han ikke i Længden kunde bære, som havde bevæget ham til Opgivelse af Corsaren. En Dag gik vi over Uttenwalder Grund op paa Bastei, en anden til Potscha, en tredie til Krippen og over Kuhstall, Kleiner Winterberg og Prebisch- thor til Herrnkretchen. Vejret var gnistrende klart og koldt. Vi traf i Schandau paa en elskelig og forstandig Krovært­ inde med kloge, brune Øjne og et nydeligt Væsen. Hun ordnede vor Tur for os, og Goldschmidt var med Rette helt indtaget i hende og sagde til hende: Sie sind eine sehr wackere, gescheute Frau. Hun bad os anbefale sig og til­ føjede naivt: „Man muss immer schpeculiren(i . Hun gav os sit Kort og sagde: Sagen Sie, wir sind brave LeuC, hab’n ken Gellner (Kellner), hab’n nichs, nur reiniiche Bett’, var iøvrigt fuld af Indfald og klagede med Lune over den Skade, Kejsermødet i Berlin havde voldt hende: Næste Aar be­ stiller vi Kejserne herhen til Sachsen. Forunderligt var det, hvor langt Goldschmidts Stil i mundtlig Samtale stod tilbage for hans skriftlige, der er saa udsøgt. Saasnart han blev sværmerisk, klang hans Tale