GeorgBrandesLevned_1907

106

Ude hul: Et Ord af vidunderlig Skønhed — og han vendte Øjnene i Vejret. Saa dejlig en Hemmelighed — og han saa henrykt ud, som Høyen naar denne paa Forelæsninger kom i Ekstase. Stadige Overdrivelser: En Begivenhed (at han sov over sig), som fik afgørende Betydning for hele m it Liv. Et Hug — og det var Døden (om Finter i Hugning). Det var pudsigt, ved Omgang med ham at se, hvor mange Manerer hans unge Beundrer Vilhelm Møller havde taget efter ham, f. Eks. den at sige noget Gaadefuldt, saa se En stivt i Øjnene og iagttage Virkningen. Goldschmidt havde den Svaghed, stadigt at tale om Filosofi og bildende Kunst, to Ting, hvoraf han intet forstod. Til Gengæld havde han slet ingen Sans for, hvad der laa lige for Øjet, ikke ringeste Natursans paa første Hand, men vilde i de smukkeste Na­ turomgivelser bene lige ind i Lærdommen, Nemesis, Ægyp­ ten, ifald man ikke hvert Øjeblik holdt ham tilbage ved Jorden og sagde: Se dog den Klippe, det Træ! Først sent paa Aftenen, da vi foretog Nedstigningen fra Prebischthor i Mørke og han, som havde svage Øjne og saa daarligt i Mørket, følte Ængstelse og gav sig hen til Fantasteri, kom den romantiske Naturbetragtning op i ham, og han fablede om Ruder i Klippen, Kyklopøjne i Skov­ siderne, fordi man til Nød kunde bilde sig ind, at Smaa- husenes oplyste Ruder sad i Bjerget eller var store Øjne*). Et enkelt Sted blev under Nedstigningen hans Angst for Nedstyrtning paafaldende, skønt der ikke var ringeste Fare. Jeg tilbød ham to Gange min Haand, men han afslog den med de pudsige Ord: Nej, det er nok, at En gaar til Grunde. — Med sin Mistænksomhed var han øjensynligt paa sin Post mod den Mulighed, at jeg skulde styrte ham i Af­ grunden. *) Sammenlign mine Samlede Skrifter IV, 325.