GeorgBrandesLevned_1907

108

Ude Spørgsmaal anbragt. — Ibsen svarte med stigende Ubehag: Jeg véd ikke Noget om, hvad Brandes tror paa eller ikke tror paa, har aldrig talt med ham derom, og føler mig ikke foranlediget til det. — T ror De maaske paa Gud? spurgte Goldschmidt nu mig. — Jeg bemærkede, at Spørgsmaalet for at besvares krævede en Forundersøgelse af, hvad Spør­ geren forstod ved Gud: en gammel Mand i Himlen med hvidt Skæg? Jomfru Maries Brudgom og Søn? det Væsen, der skabte Kloderne af Intet? eller Alnaturen? eller det saakaldte Guddommelige i Naturen og Mennesket? o. s. v. Denne Forundersøgelse var jo for omfattende til at kunne afsluttes saa sent paa Aftenen; jeg foretrak da at bryde op. — Vi gik begge forstemte vor Vej. Som sagt, den Gang tvivlede jeg ikke paa Goldschmidts Hensigt at foranledige et Brud mellem Ibsen og mig. Senere har jeg tænkt, at han ikke dertil havde behøvet min Nær­ værelse, at han havde indbudt mig i velvillig Hensigt, men at senere paa Aftenen hans vanskelige Sind tog Magten fra ham. Efter flere Aars Misstemning havde det i disse Uger været mig kært endelig at være kommet i et normalt Forhold til en Mand som Goldschmidt, hvis literære Talent var saa stort og uomtvisteligt; jeg indsaa nu, at Venskabet ikke lod sig holde. Denne lille Episode foranledigede vel intet Brud; men dette udeblev dog ikke længe. Nogen Tid efter min Hjem­ komst til Danmark var jeg i et kjøbenhavnsk Selskab paa Tale, og en eller anden nævnte, at der i et stort engelsk Tidsskrift havde staaet en anerkendende Artikel om mig. Goldschmidt bemærkede afvisende, at dette Ingenting be­ tydede; man vidste, ved hvilke Midler en saadan Artikel opnaaedes. En nær og paalidelig Ven af mig, som var til­ stede, sagde, han ønskede, mine Finanser var af den Be