GeorgBrandesLevned_1907

Ude 109 skaffenhed, at de tillod mig Bestikkelse af de store engelske Organer; der vilde sikkert udkræves en klækkelig Sum. Goldschmidt havde vel neppe tænkt paa Penge; men i ethvert Tilfælde var Ytringen ondartet, og da han kort der­ efter mødte mig paa den dengang saakaldte Kærlighedssti, nu Dosseringen, hvor han altid spadserte, og gik mig imøde med et Smil paa Læberne og en Beklagelse over ikke at have set mig saa længe, sagde jeg ham med Ungdommens Heftighed, at jeg aldrig vilde besøge eller omgaas ham, og hvorfor. Han blev dygtigt flov derved og forsøgte stam­ mende at snakke sig fra det; bebrejdede mig, at jeg troede paa „Mellembærere“ ; men jeg blev ved mit, og vi skiltes for bestandig. Fra da af havde jeg en Uven i ham; han talte ilde om mig, om han end iøvrigt aldrig har gjort mig det ringeste Ondt. Havde jeg været tyve Aar ældre, vilde jeg have ladet hin Ytring om Tidsskriftsartiklen gaa upaatalt hen, som jeg har gjort ved saa mange hundrede slige; men jeg var i den Alder, hvor man endnu ikke har naaet den suveræne Ligegyldighed. 7. Min Bog om Emigrantliteraturen var lige bleven udgivet paa Tysk, og der var i Dresden en eneste Mand, til hvem jeg havde sendt den og paa hvis Dom jeg lagde den største Vægt. Det var Hermann Hettner, Professor i Kunsthistorie, Direktør for Museets Skulpturafdeling, Forfatteren til det lærerige Værk Det attende A århundredes Literaturhistorie. Jeg havde været i Dresden et Par Uger, før jeg samlede Mod til at gaa til ham. I den literære Forening havde jeg hørt, at han var „grov“, nærede altsaa nogen Bekymring. Han ejede et smukt Hus udenfor Byen. Jeg kom ind i en