GeorgBrandesLevned_1907

Ude 111 Tyskerne nyt og usædvanligt, og lovede mig, at Bogen vilde blive overordenlig meget læst i Tyskland, hvad trods den første Støbnings store Ufuldkommenheder ogsaa skete. Jeg udspurgte ham om de Naturindtryk og de Sam­ fundsforhold, fra hvilke den tyske Romantik gik ud, som jeg netop var i Færd med at fremstille. For ham var Ro- mantiken Efterklang af Sturm- und Drang Tiden, kun at den Naturbetragtning, der i Den nye Héloise og Werther havde været følsom, hos Romantikerne blev fantastisk. Bevægelsen var parallel med den, hvortil Chateaubriands poetiske Katoli­ cisme i Frankrig gav Stødet. Alt, hvad Tieck og Wackenroder havde anet og drømt om, fik sit Holdepunkt da under Na- poleon Klostrene ophævedes og aabnedes, saa deres gamle Malerier kom for Dagens Lys. Brødrene Sulpice-Boisserrée gjorde sig da til Talsmænd for Middelalderens Kunst. Na­ turfantasteriet var det nødvendige Sidestykke til Schellings og Okens Naturfilosofi. Kærligheden til Middelalderen med­ førte Had til Klassikernes Antikiseren. Da Lessing, Schiller og Goethe havde betragtet Patriotismen som Indskrænkethed, blev Romantikerne med Voldsomhed tyske. Paa mit Spørgsmaal: Tror De paa Æstetiken og til hvilket Punkt? svarte han: „Jeg tror som De ikke det aller- ringeste paa den gamle spekulative Æstetik. For mig er Hegels, Vischers, Zeisings, Herbarts, Zimmermanns, Lotzes Æstetik kun Kalegoriengerassel. De har gaaet ad den rette Vej, da De arbejdede Dem ud deraf. Det Skønnes Meta­ fysik beror paa den Taabelighed, at Skønhedsbegrebet skulde vise sig frugtbart ved Kunstværkets Frembringelse, dernæst paa den Taabelighed, at Kunsten skulde være Naturen over­ ordnet. Som Enhver véd, er den det i visse Henseender, i andre ikke; der er Retninger, i hvilke Kunstneren for­ tvivler om at kunne naa Naturen. Hegels Æstetik var kun det filosofiske Genbillede af den Schiller-Goetheske Forgudelse