GeorgBrandesLevned_1907

Ude 113 saa jeg i mine Dannelsesaar intetsomhelst havde at fortryde. Jeg følte mig nu sikker paa, at mine nærmeste ældre Venner i Kjøbenhavn havde Uret, naar de paastod, at mine første Afhandlinger var de bedste; jeg havde tvertimod under min korte Forfattertid tilbagelagt den samme Vej, ad hvilken Videnskaben i de sidste tredive Aar var gaaet. Hettner mente, vistnok med Rette, at den frejdigt ukirke­ lige Aand, hvori hans store Værk var skrevet, havde for­ hindret hans Ansættelse i Prøjsen. Han følte sig ilde til­ mode og ensom i det lille Sachsen, levede i sin Familie uden noget Forhold til det offentlige Liv. Det almene Omdømme satte dengang den tørre, ukunst­ neriske, af alle Muser forladte Julian Schmidt, der drev moraliserende Kritik, højt over ham. Desuden begyndte Hettner at føle sin ubundne filosofiske Maade at behandle Literaturerne paa betragtet som halvvejs dilettantisk af den filologisk uddannede Ungdom.*) Han indførte mig i sin Familie, hvor hans elskværdige anden Hustru dannede Midtpunktet. Ved Aftensbordet, hvor en Del mandlig Ungdom var samlet, hørte jeg enkelte poli­ tiske Ytringer, som da var mig ny. Jeg var vænnet til at betragte Tyskland som den med Forkærlighed angribende Magt og til at anse Krigserklæringen fra Frankrigs Side som det blot formelle Initiativ, der med overlegen Kløgt var frem­ kaldt for at kaste Ansvaret for Krigen over paa fransk Side. En af de unge Herrer ved Hettners Bord mindede mig om, hvorledes Prøjsen for at undgaa Krig faa Aar forinden var veget tilbage i Sammenstødet angaaende Luxembourg. For denne Ungdom stod det, som var Tyskland den fredelige Magt, der atter og atter havde lidt under det overmodige Frankrigs Indfald over Grænsen. I lange Tider havde *) Smign. Samlede Skrifter XIV. 379 ff. G eorg Brandes : Levned. II 8