GeorgBrandesLevned_1907

114

Ude Tyskerne givet efter, saa de formelig var bievne ringeagtede derfor; nu var Turen kommet til de andre: J e tz t ist es an die anderen, sich zu ducken. Det blev sagt muntert og med et Smil, men i den Stemning af Selvfølelse, som Krigens Udfald naturligt havde fremkaldt. En Maanedstid derefter blev jeg i Berlin indført i Fre- richs Vinstue, hvor hver Aften en Gruppe Forfattere sam­ ledes. Julian Schmidt og Hermann Grimm var Hovedper­ sonerne, den første en lille grov, knortet Skikkelse med Kartoffelnæse, den anden lang, værdig, med usund Hudfarve og olympisk som en sand Svigersøn af Bettina. Da jeg i denne Kres nævnte Hettners Navn med Ærbødighed, blev man ikke behageligt berørt. Da jeg udtalte min Kærlighed til den filosofiske Aand, hvori hans Bøger var skrevne, blev der en Kunstpause, hvorefter Grimm tørt bemærkede: Ich wüsste nicht, dass Hettner ein Philosoph wäre. Pudsigt var det at se de to Hovedpersoner i Kresen saa ømt forbundne; thi medens Grimm mente at bevare og videreføre den strenge Overlevering fra Goethe, nedstammede Julian Schmidt i lige Linje fra den moralske og patriotiske Menzel, Goethes bitreste Fjende. 8 . Med Ibsen havde jeg efterhaanden levet mig saaledes sammen, at jeg følte, Afskeden vilde blive tung. Han ved­ blev med at sige, han troede ikke paa, jeg vilde rejse, og gjorde ikke andet end bede mig, ogsaa for min egen Skyld, at blive hele Vinteren over: „Jeg vil ikke tro, De tager bort“. Ved at være Vidne til den Jævnhed og Fasthed, hvor­ med han arbejdede her i Dresden, uforstyrret af Omverdenens Larm, maatte jeg med Vemod mindes mit Arbejdsliv i Kjø-