GeorgBrandesLevned_1907

Ude 115 benhavn, der dagligt forstyrredes af Byens Larm, af Folk, der bad om Tjenester, og af Avisernes Skraal. Og det forekom mig, som gjorde jeg Synd mod mig selv ved at læse Aviser. Det gjaldt for mig kun om Et, at samle mig, det var Betingelsen for at kunne handle. Al Frembringen krævede indre Ro uden Afbrydelser fra Omverdenen. Ingen udviklet Mand burde taale, at fremmede Fingre ragede i hans Helligdom, hvor hans Sjæl sad og spandt. Al Frembringen var Spindelvæv, mens den vævedes, og kunde da let sønder­ rives, selv af Journalistfingre. Var den derimod fuldendt og kommet ud i fri Luft, hærdedes den til Staaltraad og kunde, godt vævet, holde et Aarhundred eller to. 9. I Berlin, hvor jeg tilbragte det meste af et Par Maa- neder, fandt jeg til min Overraskelse mit Navn saa udbredt og vel anset, at ikke faa Huse straks aabnede sig for mig. Til min Glæde erfor jeg, at den Maade, jeg behandlede Literaturhistorien paa, tiltalte de finest Dannede i Tyskland. Hvor jeg kom, kendte man mig ikke blot af Navn, og da jeg saa langt yngre ud end mine tredive Aar, fik jeg ikke sjæl­ dent det Spørgsmaal, om jeg maaske var en Søn af min berømte Navne. Næsten alle de Skribenter og Politikere jeg traf, og ikke faa fremragende Kvinder som Fanny Le- wald, sagde mig de artigste Ting for Oprindelighed i Tanker og Friskhed i Stil, og den Yndest, der saaledes mødte mig, steg fra Aar til Aar, ikke blot i Nordtyskland, men særligt i Baiern og Württemberg, saa jeg i de følgende Aar i Mün­ chen atter og atter traf Mænd, der ønskede mit Bekendt­ skab, fordi de først havde stiftet Bekendtskab med mine Skrifter. Jævnligt sagde man mig, hvad der stod i Paul Heyses første Brev til mig: Vi har intet Lignende i Tyskland. 8 *

Made with