GeorgBrandesLevned_1907

119

Ude

11 . Mange af de Politikere, jeg traf paa, tilhørte Opposi­ tionen og følte sig som Modstandere af Bismarck og hans Væsen. Hvad godt og gavnligt han havde udrettet for Tysk­ land, det havde han efter deres Opfattelse gjort efter Re­ cepten i Faust som ein Theil der Kraft, die stets das Böse will und stets das Gute schafft, men der var ogsaa andre, Politikere som Lægmænd, der betragtede Bismarck efter Rigets Grundlæggelse som vidt- forskellig fra den ultraprøjsiske og ultrakonservative Hed­ spore, han i sin Ungdom havde været, og satte stor Lid til ham som til Rigets fremtidige Styrismand. Hans Evner i udenrigsk Politik var jo ubestridte, og i den indre Politik havde han foreløbigt taget de gamle Medlemmer af det na­ tionale Parti, de nationalliberale, til Medarbejdere. Mig personligt var Bismarck kraftigt imod; jeg havde endnu hos ham mere Øje for den vældige Brutalitet end for Genialiteten. Men Skikkelsen begyndte at sysselsætte mig, som den sysselsatte alle andre. Hvad der tiltrak mig her, det var Manden, som stod saa fast i sine Sko. Her var en Mand, som vidste, hvad han vilde, og som havde udført det uden Vaklen. Mer end et Aar igennem havde smaa Danskere tudet mig i Ørerne, at jeg havde været hensynsløs, og det lod sig hverken forsvare eller undskylde. Hvad jeg mente, kunde være mere eller mindre berettiget, det fik staa ved sit Værd; men jeg havde i min Optræden været hensynsløs, og det skulde hævnes, derfor skulde jeg bøde. Her saa jeg nu paa Gaden, hørte i Rigsdagen, stødte i alle Samtaler og i hver Avisspalte paa Tidsalderens store